Er vi til halbal i provinsen eller til fodboldturnering i Brøndby? Det spørgsmål måtte mange af tilskuerne ved Viasat Cup i Brøndby Hallen spørge sig selv om.

Allerede før den første bold var trillet viste en gruppe fodboldbøller fra Brøndby sig fra sin værste side. En gruppe medrejsende Fremad Amager-fans havde taget et banner med, som ikke behagede hjemmepublikummet.

Gruppen af Brøndby-fans besluttede sig derfor med fysisk magt at fjerne baneret til stor jubel for resten af de resterende Brøndby-fans. Det kom til håndgemæng mellem Brøndby-bøllerne og tilhængerne fra Fremad Amager, alt imens flere Brøndby-fans kom stormende til for at tage del i slagsmålet.

Efter fem minutters boksen frem og tilbage fik kontrollørerne tingene under kontrol, mens Brøndby-tilhængerne listede tilbage på deres pladser med banneret under armene. 

Ikke just den bedste start på den førhen så traditionsrige indendørsturnering.