Undgå dødbolde og spil hurtigt langs jorden. Det er Brøndbys opskrift på sejr inden mødet med FC Midtjylland.

Brøndby. Der er lagt op til et brag af en kamp, når Brøndby torsdag aften gæster FC Midtjylland i Alka Superligaen.

Det står klart, efter Brøndby søndag eftermiddag udraderede Helsingør med 6-1 på hjemmebane.

Udsigten til topkampen glæder Brøndbys midtbanegeneral Christian Nørgaard, som er fyldt med selvtillid inden opgøret.

- Vi vinder, hvis vi formår at spille på vores præmisser. Vi skal undgå at give FC Midtjylland for mange indkast, hjørnespark og frispark, mens vi selv skal spille bolden hurtigt langs jorden, siger Christian Nørgaard.

- Vi må ikke frygte dem. De har nogle bomstærke defensive spillere i Kian Hansen og Erik Sviatchenko, men vi skal tro på vores evner og udfordre dem, siger Christian Nørgaard.

Troen er stor i Brøndby efter storsejren over Helsingør, hvor særligt Brøndbys offensiv foldede sig ud.

Brøndbys midtbanespiller Lasse Vigen kan ikke forestille sig, Brøndby blive stoppet, hvis holdet fortsætter med at spille så godt.

- Vi skal være mere disciplineret, end vi var mod Helsingør, men vi skal holde fast i den måde, vi spillede på. Gør vi det, er der ikke mange hold i Danmark, der kan stoppe os fra at score tre mål, siger Lasse Vigen.

Christian Nørgaard kalder kampen mod FCM for en "sekspointkamp". Det er også kun sejren, der tæller hos Brøndby.

- Vi vil ikke være tilfredse med ét point, siger Christian Nørgaard.

- Jeg glæder mig til kampen. Det bliver som at spille et derby mod FC København. Der er en speciel stemning om den her kamp, siger Christian Nørgaard.

Sejren over Helsingør betyder, at Brøndby med 50 point for 22 kampe indtager andenpladsen med tre point op til FCM. En sejr over FCM på torsdag betyder, at Brøndby vil overtage førstepladsen i Alka Superligaen.

/ritzau/