Det skulle have været starten på et eventyr, da Premier League-legenden Jamie Vardy skiftede til Italien og købte en luksusvilla ved Gardasøen.

Men søndag udviklede det sig til et mareridt for Vardy og hans kone Rebekah.

Det skriver blandt andre The Sun.

For mens briten spillede for sit hold Cremonese mod Roma, blev parrets hjem i byen Salò røvet af en gruppe gerningsmænd.

Ifølge mediet brød de ind gennem et vindue og slap derfra med en række dyrebare genstande.

Foruden kontanter og smykker stjal de også et dyrt Patek Philippe-ur.

Genstandene vurderes til en samlet værdi på 80.000 pund – omkring 680.000 danske kroner.

Ifølge politiet var parrets babysitter hjemme, da indbruddet fandt sted.

»Vi tror, at banden har overvåget ham (Jamie Vardy, red.) og hans familie og timet indbruddet, så det faldt sammen med, at han var væk i Rom,« siger en talsperson fra politiet til Daily Mail.

»De var på stedet i flere minutter, før de flygtede med uret og flere andre værdifulde genstande. Der var en kvinde inde i huset, ikke hans kone, men babysitteren.«

Politiet oplyser ikke nærmere om, hvor i huset babysitteren befandt sig, da indbrudstyvene dukkede op.

Vardy, der tidligere var målkonge for Leicester i Premier League, har scoret to mål i sine første otte Serie A-kampe for oprykkerne fra Cremonese.

B.T. Fodbold

Panelet kaster sig over den seneste Superliga-runde - og uddeler karantæner for tv-interviews. Debatten om debatten af dommerstandarden tages. Gulbarometer sættes. Og sløje tilskuertal revses. Abonner på podcastens nyhedsbrev her. Vært: Lasse Vøge Medvært: Jakob Kløcker Producer: Teis Thornberg Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen