Det var dengang, hvor fansene sang 'Vi ligger nummer otte, vi vinder ikke guld i år.'

I 1996 gik FCK ifølge Superstats syv kampe uden sejr på eget græs, mens Parkens tilskuere sang selvironisk.

Sådan er det slet ikke i dag, hvor FCK siden har vundet 15 mesterskaber.

Men i denne Superliga-sæson er holdet faldet fra tinderne og styrter nedad med fem hjemmekampe i streg uden sejr, senest med 0-0 denne søndag mod Viborg.

For første gang i 29 år.

»Det er under al kritik. Det skal jeg være den første til at indrømme,« siger cheftræner Jacob Neestrup, der sidst så sit hold juble i Parken over en Superliga-sejr tilbage i juli.

Blot 20.485 så 0-0-gaberen i Parken - delvist på grund af nedlukningen af B-tribunen.
Blot 20.485 så 0-0-gaberen i Parken - delvist på grund af nedlukningen af B-tribunen. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

»Der skal ikke meget til at få os ud af fatning og i ubalance.«

Neestrup satte derpå fingeren på FCK største problem set fra hans synsfelt. 

»Jeg synes ikke, vi leverer det, vi kan og skal, og jeg er ret sikker på, at den største årsag lige nu findes i, at vi er i en periode, hvor der er rigtig meget slitage på nogle spillere, der spiller alt for meget,« siger han.

FCK er otte point efter AGF på førstepladsen og har nu kampe mod Fredericia og Vejle som de næste opgaver i Superligaen. 

De to eneste hold, der ligger under Viborg i tabellen.