Lyt til artiklen

Paris Saint-Germain er kvartfinaleklar i fodboldens Champions League efter en samlet sejr over FC Barcelona.

Franskmændene forsvarede onsdag aften sit gode udgangspunkt fra den første ottendedelsfinale mellem holdene, da returkampen i Paris endte 1-1. Dermed vinder PSG samlet med 5-2.

Selv om Barcelona var rejst til Frankrig med ryggen mod muren, faldt holdet med æren i behold, skønt det sensationelle comeback fra 2016 ikke var tæt på at blive gentaget.

Lionel Messi indtog en nøglerolle i opgøret. Han lavede en drøm af et langskudsmål til 1-1, men han misbrugte også et straffespark kort efter, da han fik muligheden for at øge spændingen betragteligt.

I den første kamp mellem holdene var Barcelona blevet ydmyget på eget græs i en sjældent set grad. Onsdag spillede spanierne med en helt anden selvtillid og energi, hvilket kastede en stribe pæne chancer af sig.

Midtvejs i første halvleg havde holdet to store chancer inden for et minut.

Først fik Keylor Navas i målet akkurat fingerspidserne på et forsøg fra Sergino Dest, så bolden gik på overliggeren, og bagefter var centimeterne igen imod Barcelona, da Lionel Messi akkurat ikke kunne nå frem til et indlæg tæt under mål.

I stedet tog PSG føringen på et straffespark begået mod Mauro Icardi, der tilfældigt blev trådt over anklen på et indlæg. Kylian Mbappé omsatte straffesparket, så PSG førte 1-0 efter en halv times spil.

Mbappé strålede i det første opgør, men ud over straffesparksmålet gjorde han ikke det store væsen af sig.

Barcelonas modsvar på måltavlen kom under syv minutter senere, da Lionel Messi tordnede bolden i målhjørnet, selv om han befandt sig et stykke uden for straffesparksfeltet. Selv efter Messis standarder må der være tale om et af karrierens bedste mål.

Barcelona fortsatte med at skabe uro efter udligningen, og i tillægstiden gav det endnu en stor mulighed.

Layvin Kurzawa begik klodset straffespark på Antoine Griezmann, og Lionel Messi blev sat til at eksekvere.

Den disciplin fejlede Messi dog i, da han sparkede forholdsvis midt i målet, så Keylor Navas kunne verfe bolden på overliggeren med knæet.

Med kampbilledet i første halvleg måtte Ronald Koeman alligevel undre sig over, hvordan hans mandskab kun havde fået scoret en enkelt gang i løbet af første halvleg.

Efter pausen tog det lidt tid, før Barcelona igen fik grebet taktstokken, men der var længere mellem chancerne.

Messi fik dog et pænt tilbud efter et kvarter, men heroisk forsvarsspil af PSG-anfører Marquinhos afværgede forsøget.

Med 12 minutter tilbage af opgøret blev Martin Braithwaite skiftet ind, men på det tidspunkt var en tilstrækkeligt stor sejr uden for rækkevidde.

/ritzau/

Genoplev opgøret i LIVE-bloggen her: