»Jeg tror ikke, Danmark er så stærke, som de var engang. De havde et dårligt VM. De sled og slæbte sig igennem deres kvalifikationskampagne (til EM-slutrunden, red.) og de har det ikke nemt.«

Engelske eksperter er svært begejstret for at ende i EM-pulje med Danmark, som de mener er langt fra der, hvor de burde være niveaumæssigt.

Ovenstående udtalelse kommer fra den tidligere engelske landsholdsspiler Chris Sutton til BBC, og han er glad for, at England endte i pulje med Danmark, Slovenien og Serbien til EM-slutrunden i Tyskland til sommer.

»Der er nogle navne, vi kender i Rasmus Højlund og Kasper Schmeichel. De vil være velorganiserede, men jeg har mistanke om, at England vil være en for stor mundfuld for dem,« siger Chris Sutton til det engelske medie.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den tidligere målmaskine og engelske landsholdsangriber Alan Shearer er enig med Sutton i, at England er favoritter i gruppen - og at de har fået en favorabel gruppe.

»Jeg tror ikke, England kan klage over den gruppe. Jeg synes, det er ret gunstigt, når man ser på nogle af de hold, der er blevet trukket ud mod hinanden, så jeg tror, ​​at Gareth (Southgate, engelsk landstræner, red.) vil være ekstremt glad,« siger Shearer til det engelske medie.

Kasper Hjulmands tropper indleder slutrunden 16. juni mod Slovenien.

Den danske landstræner kalder den kamp for en nøglekamp, og du kan læse meget mere om hvorfor lige HER.