Det er en spiller med et flot fodbold-cv, men samtidig et grimt ry, som bliver Mathias 'Zanka' Jørgensens nye forsvarsmakker.
Fenerbahce, som tidligere på sommeren hentede den danske landsholdsforsvarer, har nemlig offentliggjort, at klubben har købt den franske verdensmester Adil Rami.
Den rutinerede forsvarsspiller har spillet i storklubber som Sevilla FC og Olympique Marseille, og han har vundet VM i 2018 med Frankrig.
Men mest kendt i den brede offentlighed er Adil Rami for et stormfuldt ægteskab med Hollywood-stjernen Pamela Anderson, som har beskyldt den 33-årige franskmand for hustruvold og psykisk vold.

'De sidste to år af mit liv har været en stor løgn. Jeg blev snydt til at tro, at vi var dybt forelskede. Jeg er knust over at finde ud af, at han levede et dobbeltliv,' skrev den amerikanske skuespiller, der blev kult i 1990erne for sin rolle i 'Baywatch', på instagram tidligere på sommeren og meddelte, at de to var færdige med hinanden.
'Han dukkede op på mit hotel. Sikkerhedsvagter førte ham væk. Jeg har en bodyguard, fordi han skræmmer mig. Han har såret mig og truet mig mange gange,' skrev hun og kaldte Rami for 'et monster'.
Adil Rami forsvarede sig – ligeledes på Instagram – hvor han blandt andet skrev:
'Som ofte i disse situationer kan følelserne tage over, og du kommer til at overdrive. Pamela er en person, jeg respekterer dybt, som har nogle klare holdninger, som holder fast på sin mening, og som jeg elsker.'

Adil Rami, som har spillet 36 landskampe for Frankrig, blev tidligere på sommeren fyret af Olympique Marseille.
Klubben opdagede, at han var udeblevet fra træning på grund af deltagelse i et realityprogram.
Han har også misset en træning på grund af et modeshow, hvilket bestemt heller ikke imponerede ledelsen i den franske storklub.
Nu har Adil Rami fået chancen for at få fodboldkarrieren tilbage på ret kurs med en et-årig kontrakt med Fenerbahce, hvor det er ventet, at han skal udgøre en forsvarsduo med Mathias 'Zanka' Jørgensen.