Lørdag kom der en historie fra Tyskland, som AGF-fans nok havde frygtet, men som alligevel må have fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på dem.

Deres guldvindende træner Jakob Poulsen blev sat i forbindelse med et vaskeægte topjob, nemlig som frontfigur i en Bundesligaklub.

Lokalmediet Der Westen skrev, at han var en af to topkandidater til jobbet som cheftræner for Borussia Mönchengladbach, der ligger i midten af ligaen, men tidligere har vundet mesterskaber, pokaltitler og været helt fremme i den europæiske top.

Derfor var det følgende spørgsmål fra B.T. nødvendigt efter afslutningen på guld-kampen i Superligaen: 

Er du her også til næste sæson?

»Ja, det har jeg helt klart store planer om, at jeg er. Jeg er vanvittig glad for at være her, og jeg nyder hver dag.«

Han håb er også, at spillertruppen forbliver, som den er, trods kontraktudløb og pensionsplaner hos nogle af profilerne.

»Jeg håber da på, at alle er her igen. Det er nogle top-drenge. Hvis de ikke er her, så løser vi det. Jeg tror også, det er CV's holdning (Carsten V. Jensen, fodbolddirektør i AGF, red.). Vi arbejder på det, og så må vi se, om det lykkes«

Mesterskabet var allerede sikret før sidste runde, og derfor har de kunnet nyde ugen op til sæsonafslutningen og tage det hele ind.

»Det var en sindssyg oplevelse, og det skal vi virkelig være stolte af.«

AGF hyldes også mandag, hvor de skal en tur på rådhuset.