Mandag kl. 09.30 skal fodboldspilleren Nicki Bille Nielsen i retten. Dømmes han skyldig, risikerer han fængselsstraf.

Nicki Bille Nielsen er tiltalt for i alt fem forhold. Du kan følge retssagen live her hos B.T.

Tiltalerne daterer sig tilbage til oktober sidste år og helt frem til seneste sag 27. januar.

Bille er tiltalt for vold, trusler og narkotikabrug. Anklageren mener blandt andet, at Bille har slået en dørmand i hovedet udenfor natklubben Level, at han har truet en person med en luftpistol af en art på strøget, ligesom han har truet en sygeplejerske med vold, mens han var indlagt. Indlæggelsen skete på baggrund af, at Bille blev skudt i armen i eget hjem mellem jul og nytår. Den sag efterforskes endnu.

Nicki Bille Nielsen er tidligere dømt. I 2009 modtog han en betinget dom på 40 dages fængsel og 50 timers samfundstjeneste, ligesom han i Frankrig i sommer måtte en måned i fængsel, da han udøvede vold mod en kvinde, mens han havde kokain på sig.

Forsvarsadvokaten Mette Grith Stage fortæller til B.T., at Bille sandsynligvis kan se frem til en fængselsstraf på op til seks måneder, såfremt han bliver dømt skyldig i alle forhold. Hun understreger, at hun ikke kender sagen, men at vurderingen kommer på baggrund af gennemgangen af de paragraffer, Nicki Bille Nielsen er tiltalt for.

»Ud fra de forhold han er tiltalt for, vil dommen formentlig lyde på mellem fire og seks måneders ubetinget fængsel,« fortæller Mette Grith Stage.

Hun fortæller videre, at når man er tidligere dømt for vold, er det mere vanskeligt at undgå en ubetinget dom, men ikke umuligt.

Nicki Bille Nielsen kan søge om at afsone dommen med fodlænke, hvis dommen bliver maksimum seks måneders fængsel.

»Noget af det, man lægger vægt på i den forbindelse, er, om man har ordnede personlige forhold. Altså, om man har fast bopæl og arbejde, og har man det, er der mulighed for fodlænke,« siger hun.

Nicki Bille Nielsen blev i oktober fyret fra sit job som fodboldspiller hos Lyngby, men er en del af ejerkredsen i Helmer Watches.

Mette Grith Stage spår, at Billes forsvarsadvokat Asser Gregersen vil påberåbe sig, hvis der har været en forudgående provokation fra den dørmand, som Nicki Bille Nielsen er tiltalt for at have slået. Det kan blive en formildende omstændighed i forhold til strafudmålingen.

Derudover det også en formildende omstændighed, at volden er foregået i nattelivet, hvor 'bølgerne jo indimellem går højt', fortæller hun. Bille var indlagt på hospitalet, da han truede en sygeplejerske med vold, og det kan ligeledes blive en formildende omstændighed, hvis han har været ude af balance grundet smerter eksempelvis.

Nicki Bille Nielsens advokat Asser Gregersen oplyser til B.T., at de går efter en frifindelse i samtlige tiltaleforhold.

»Og ellers går vi efter den mildest mulige straf. Og det er min opfattelse, at hvis Nicki Bille skal straffes, så skal han have en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste,« siger Gregersen til B.T..

Det forventes, at der falder dom i sagen i dag.