»Jeg følger overhovedet ikke med i dansk fodbold.«
Den tidligere landsholdsspiller Søren Skov er hurtig til at lægge kortene på bordet, så jeg pakker mine spørgsmål om Oliver Christensen væk.
»Gribben fra Kerteminde« – som holdkammeraterne kalder 'Erling Haalands danske bror' – er ikke den første fynbo med Hertha-logo på brystet.
I to sæsoner midt i 1980erne tørnede Søren Skov fra Nyborg ud for den tyske traditionsklub. Det var en helt anden tid.
»Berlin var snusket og gråt. Det var lidt trist,« genkalder Søren Skov, der i dag bor i Schweiz. Mere om det senere.
Hertha Berlin havde spillet med i toppen af Bundesligaen i 1970erne, men da nyborgenseren kom til klubben i 1983, stod den på 2. Bundesliga.
»Hertha var en klub uden glans på det tidspunkt. Den mistede en masse på grund af Berlinmuren og manglede penge,« fortæller Søren Skov, der havde dansk selskab af en anden tidligere OBer i Ole Rasmussen.
»Vi var et middelmådigt hold og også et af de ældste.«
Det store Olympiastadion med plads til omkring 80.000 tilskuere blev aldrig fyldt op, når Hertha spillede hjemme. Der var måske 8.000 tilskuere, når der var mange, husker Søren Skov.
Byen var præget af den kolde krig, og det mærkede Søren Skov og Hertha, der havde hjemme i den engelske zone.
»Vi trænede på de kæmpestore plæner omkring Olympiastadion. Det var også der, de engelske soldater spillede rugby,« husker han.
»Men indimellem kørte briterne deres tanks henover, og så kunne vi ikke bruge banerne.«
Det var en speciel tid. Den vestlige del af Berlin lå som bekendt omkranset af Østtyskland. Så når Søren Skov og Hertha skulle på udebanetur, var det med fly.
»Vi var klar over, hvilke betingelser vi levede under. Vi måtte flyve hver eneste gang, fordi det ville være ren chikane, hvis vi skulle køre.«
»Jeg mener, at den vesttyske statskasse betalte,« fortæller Søren Skov, der havnede i Hertha, fordi hans tidligere klub italienske Avellino ville af med ham. Og han ville væk hurtigst muligt, da det var en 'røvsyg' tid.
Den tidligere angriber fastslår, at han nød sin tid i Berlin. Men samtidig begyndte han at overveje, hvad fremtiden skulle bringe.
Det endte med et skifte til schweizisk fodbold og klubben Winterthur i 1985, FC Biel året efter, og da endnu et klubskifte til Luzern gik i vasken, stoppede han karrieren.
»Jeg var 33 og havde fået en rygoperation, så det passede mig godt,« fortæller Søren Skov, der fandt arbejde i Jyske Bank i Schweiz.
Sideløbende var han træner på forskellige amatørhold i Zürich, og efterfølgende har han arbejdet med både forsikringer og i den schweiziske socialforvaltning.
I dag følger Søren Skov det danske landshold, mens han indimellem kan finde på at se kampe fra Premier League.
»Jeg har aldrig været så fanatisk fodboldinteresseret. Jeg ville bare spille kampe, og træningen var sur.«
»Jeg ville slet ikke kunne være med i dag, hvor man ikke må gå i byen, skal se video hele tiden, og det bliver dikteret, hvad man skal spise. Det ville være frygteligt.«
Og selvom han nu har boet i Schweiz i 35 år og kun nåede 21 i Danmark, er han ikke i tvivl om, hvem han holder med, når de to landshold mødes.
»Danmark,« lyder det sikkert.
Søren Skov scorede syv mål i 48 kampe for Hertha Berlin. Karrieren startede i Nyborg, fortsatte i OB med Richard Møller Nielsen som træner og derefter i St. Pauli.
Den toppede i belgiske Cercle Brugge, hvor det blev til 56 mål i 149 kampe. Det var også her, han gjorde sig godt nok bemærket til at blive udtaget til tre landskampe af daværende landstræner Sepp Piontek – der netop har lagt fodboldlivet bag sig.
