Jublen var nærmest lige stor som ved en scoring - og lettelsen ligeså.

Thomas Delaney spillede et brag af en kamp, da hans Dortmund-mandskab spillede 0-0 i aftes mod FC Barcelonas verdensstjerner.

Men særligt en situation vil Dortmund-fansene huske den danske midtbanekriger for i det imødesete storopgør i Champions Leagues første gruppekamp. Se situationen i videoen herover.

I kampens allersidste sekunder landede en løs bold pludselig for fødderne af Lionel Messi, som ikke tøvede med at trykke af, men takket være et heroisk indgreb fra en opmærksom Thomas Delaney blev bolden blokeret, hvorefter dommerne fløjtede opgøret af, og lettelsen suk lød over Signal Iduna Park.

»Messi fik Delaney-behandling!« skriver ESPN's Borussia Dortmund-reporter, Stefan Buczko, som hylder danskeren ligesom flere Dortmunbd-fans gør på de sociale medier.

En halv time inden Delaneys redningsaktion havde FC Barcelona-træner Ernesto Valverde rullet det tunge kavaleri ind i form af Lionel Messi, som kom på banen for at jagte sejren.

Men det var meget lidt præg, den argentinske verdensstjerne fik sat på kampen, blandt andet takket være en jenhård indsats af Delaney, som holdt sig tæt på de områder, som Messi bevægede sig i.

Således også ved Messis afslutning, som kunne have endt i et ærgerligt nederlag for Delaney og co., som havde været kampens bedste mandskab, og som burde have scoret, men Marco Reus brændte blandt andet på et straffespark.

Thomas Delaney spillede en god kamp på defensive midtbane. Særligt i anden halvleg var han dominerende med gode offensive og defensive aktioner.

Efter en svær start på sæsonen, hvor den tidligere FCK'er var bænket i flere kampe, ser det ud til, at han har generobret sin startplads efter gode præstationer mod Bayer Leverkusen og nu FC Barcelona.

»Det er ikke kommet af sig selv. Jeg har prøvet at holde snuden i sporet,« lød det til TV3+ efter kampen fra 28-årige Delaney.

»Første halvleg var ikke god. Der var perioder, hvor vi haltede efter. Det sidste kvarter var ren overlevelse. I anden halvleg spillede vi en god kamp,« tilføjede han.