Det danske landshold blev med ét forvandlet til helte under EM-slutrunden.

For under den forfærdelige aften i Parken, hvor hele verden så Christian Eriksen kollapse, trådte de danske landsholdsstjerner til for at beskytte deres holdkammerat.

Her dannede Kasper Hjulmands mandskab nemlig en cirkel for at afskærme en livløs Eriksen fra omverdenen.

En handling, der blev iværksat af Danmarks anfører, Simon Kjær.

32-årige Simon Kjær.
32-årige Simon Kjær. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Netop derfor hyldes Milan-forsvareren da også endnu en gang. Denne gang fra englænderen Anthony Taylor, der dømte den pågældende EM-kamp i Parken 12. juni mellem Danmark og Finland.

»De ægte helte var den danske anfører og den medicinske stab, der udførte livreddende behandling. Det eneste fokus i det øjeblik var, at Christian Eriksen fik den rigtige behandling, og det gjorde han takket være den hurtige reaktion fra Simon Kjær og staben,« siger den 42-årige fodbolddommer til BBC Sport.

I et stort interview med det engelske medie åbner han nu for første gang op om det tragiske øjeblik, hvor Eriksen fik hjertestop og måtte genoplives på banen.

Her fortæller han blandt andet om, hvordan han med det samme vidste, at der skulle handles hurtigt, da han så danskeren falde til jorden.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg kiggede faktisk direkte på ham, da han faldt om. Jeg kunne se det i hans ansigt, og så vidste jeg med det samme, at noget var helt galt, sådan som han så ud i ansigtet. Det var det, der bekymrede mig mest,« forklarer Premier League-dommeren.

Anthony Taylor afslører samtidig, at han sendte den ramte dansker en besked efter den pågældende aften.

Også selvom han var bevidst om, at Eriksen var i bedring, fordi Taylor havde snakket med Kasper Schmeichel.

Christian Eriksen blev efter sit kollaps indlagt på Rigshospitalet, hvor han fik indopereret en såkaldt ICD-enhed – en slags pacemaker.

De efterfølgende seks uger befandt Christian Eriksen sig i Danmark sammen med sin familie.

Tirsdag rejste han dog hjem til Milano for første gang siden aftenen i Parken. Her mødtes den danske stjerne blandt andet med Inters sportsdirektør, Giuseppe Marotta, for at snakke fremtidsplaner.

Den historie kan du læse mere om HER.