Et særligt billede satte fredag sindene i kog blandt fodboldfans på de sociale medier.
Traditionen tro delte FC Midtjylland således et billede på sine sociale medier i anledning af 'Fodboldtrøje Fredag' - og kiggede man ordentligt efter, var det tydeligt, at billedet var blevet manipuleret.
En pige havde på billedet iført sig en AGF-trøje på dagen, hvor fodboldfans landet over samler ind til Børnecancerfonden - men pludselig var både logo og sponsorer på pigens trøje redigeret væk.
Det fik fans på sociale medier til at rase mod klubben, der nu lægger sig fladt ned og beklager fejlen.
'Hvor er I pinlige at redigere jeres egne billeder... Og så med den gode sag i baghovedet, så går det sgu da helt galt for jer,' skriver en AGF-fan blandt andet på det oprindelige X-opslag.
Lørdag morgen har klubben, der som Superliga-to'er jagter AGFs førsteplads, set sig nødsaget til at reagere på de mange sure kommentarer.
Her understreger klubben, at billedet blev lagt op med de bedste intentioner:
'En trøje på billedet blev efterfølgende sløret. Det var en uheldig menneskelig fejl, og ikke sådan vi er som klub. Det beklager vi,' skriver klubben på X og fortsætter:
'Fodboldtrøjefredag handler om noget langt vigtigere end rivaliseringer. Det handler om, at vi som samfund står sammen om børn med kræft og deres familier. Det er den sag, der fortjener opmærksomheden,' lyder det fra Ulvene.
FC Midtjylland og AGF er klare favoritter til at skulle slås om det danske mesterskab, når mesterskabsspillet begynder næste weekend.
Midtjyderne har ti point ned til Sønderjyske på den aktuelle tredjeplads og fire point op til AGF på førstepladsen.

