Efter en katastrofal uge for det danske fodboldlandshold viste stjernene mandsmod og besejrede Wales med 2-0 i Aarhus.

Mens nationen stadig var i gang med at fordøje den næsten fatale landsholdskonflikt og sunde sig oven på den mulige Nicklas Bendtner-skandale, skulle der også lige pludselig spilles en landskamp.

Endda en småvigtig én mod velspillende Wales i den komprimerede Nations League-turnering, hvor der står en hurtig EM-billet på spil.

Alletiders chance for lidt genoprejsning efter én af de mest tåkrummende pinlige uger i dansk fodboldhistorie.

Men indledningsvist lignede det unægteligt, at elendigheden ville fortsætte. Et hav af frustrerende aktioner i det første kvarter gjorde, at man sad og savnede Danmarksserie-drengene og futsal-fyrene fra vikarlandsholdet.

Især Pione Sisto, der var så udskældt under VM-slutrunden, var helt fra snøvsen. Og fire simple afleveringsfejl på 15 minutter fra Celta Vigo-profilen  blev for meget for en rødglødende landstræner Åge Hareide, der demonstrativt beordrede Viktor Fischer til opvarmning.

Nordmandens budskab var råbende - 'nu tager du dig fa... sammen, kammerat'!

Den uinspirerende danske indsats blev belønnet med en nærmest apatisk stemning blandt de fremmødte roligans i Aarhus. Der blev mumlet og sukket, og de medrejsende og storsyngende walisiske fans fik let spil på tribunen.

Først da Thomas Delaney klokkerent helflugtede på et hjørnespark og skrabede det yderste lag lak af den fjerneste stolpe, vågnede det udsolgte stadion op.

Og det samme med spillerne, der pludselig kunne sætte tre-fire succesfulde afleveringer sammen. Og så kom tempet også, og så kom chancerne.

Efter 32 minutters spurtede Henrik Dalsgaard ned langs sidelinjen, og han fandt med en flad aflevering Christian Eriksen, der stod udækket i feltets højre side. En tæmning og et knastørt hug senere sejlede bolden ind i målet - via stolpen - ind bag Wayne Hennessey.

Kort efter måtte Hennessey hive en verdensklasseredning op ad tasken, da Pione Sisto halvflugtede et missil mod det walisiske mål.

Pludselig var landsholdet sjovt igen - og efter den sløve start sad vi med en god fodboldkamp. Også takket være Wales, der var en stærk modstander, der matchede danskerne. Og stjernen Gareth Bale lignede i glimt en fritidsordningspædagog, der spillede mod ungerne. Han har et gear mere end de fleste i fodboldbranchen.

Men danskerne og ikke mindst anfører Simon Kjær og makker Mathias Zanka gav Real Madrid-stjernen dårlige arbejdsbetingelser.

Også igennem anden halvleg, hvor underholdningen fortsatte, og hvor danskerne bare blev bedre og bedre.

Efter 63 minutter blev Viktor Fischer, der i pausen havde erstattet stakkels Pione Sisto, sat i scene på højrekanten. FCK-stjernens indlæg havneded på Ethan Ampadus hånd, og efter lidt tøven besluttede den tyske dommer sig for at pege på straffepletten.

Christian Eriksen fik ansavret, og i modsætning til VM-dramaet mod Kroatien, sparkede han højt og hårdt bolden i nettet.

2-0, og så rullede den mexikanske bølge på Ceres Park, hvor der nu var dømt folkefest. Landsholdet var blevet sjovt igen. 'Tillykke!' Og hey, få så lige løst den farce af en konflikt!