Andenpladsen i 1. division var på spil, da Hillerød fredag gæstede Hvidovre i en topkamp, der dog aldrig nåede helt store højder.

Begge mandskaber havde deres perioder i opgøret, men i sidste ende virkede de også nogenlunde tilfredse med 1-1 efter to scoringer inden for kort tid i anden halvleg.

Resultatet betyder, at førerholdet Lyngby med sejr hos formsvage AC Horsens søndag kan skabe sig selv et hul på syv point ned til tredjepladsen og dermed for alvor styrke ambitionen om oprykning til Superligaen.

Før den kamp har Lyngby 42 point, mens Hvidovre, Hillerød og Esbjerg har henholdsvis 40, 38 og 38 point i en tæt topstrid.

Hillerød var fredag bedst spillende i en stor del af første halvleg, men fik ikke udbytte af anstrengelserne.

Efter pausen blev Hvidovre meget nærgående, og værterne havde blandt andet et forsøg på overliggeren og en kæmpe mulighed på riposten, inden det efter 67 minutter blev 1-0.

Louka Prip, der i vinter vendte hjem til Danmark efter ophold i tyrkiske Konyaspor og polske Jagiellonia, fik tid og plads i feltet, da Hillerød-keeperen gav en returbold, og det blev straffet prompte.

Den tidligere superligaprofil svingede sit skarpe venstreben og bragte Hvidovre på sejrskurs.

Det holdt knap ti minutter, inden Hillerød kom på omgangshøjde efter debutanten Rezan Corlus hjørnespark.

Hvidovre-defensiven havde rigeligt med muligheder for at cleare bolden ud af feltet, men tøvede alt for meget, og så gjorde midtbanespilleren Mikkel Mouritz sig selv til målscorer.

/ritzau/