Hvidovre IF er ramt et større coronaudbrud i truppen.

Det oplyser sportschef Peter Lassen til B.T.

»Det har været kaotisk og frustrerende. Vi spiller om meget vigtige point, og så kan vi ikke stille med bedste hold,« forklarer han.

Indtil videre er seks spillere i klubben og sportschefen selv smittet med covid-19.

Holdet blev ramt onsdag i sidste uge, hvor fire spillere blev testet positiv. Inden opgøret mod Helsingør i fredags fik yderligere to spillere den trælse melding.

»Inden kampen mod Helsingør sad folk og ventede i timevis for at få svar. Så kom lægen og sagde til nogen, at de kunne spille, mens andre ikke kunne. Det er noget forvirrende og kaotisk noget,« fortæller Peter Lassen.

Holdet ved ikke, hvor smitten er kommet fra, men virkeligheden er, at man ikke har trænet i noget, der minder om en uge, indtil spillerne løb ud på græsset igen tirsdag.

Ifølge sportschefen tager man Divisionsforeningens protokoller i forhold til coronasmitte meget alvorligt, og heldigvis for klubben ser smitten ud til at være aftagende, da disse linjer skrives.

»Truppen blev testet i forgårs, og alle var negative. Det var, sjovt nok, rigtig positivt. Men det er jo slet ikke til at have med at gøre, det her,« påpeger Peter Lassen.

Heldigvis er ingen af spillerne hårdt ramt, selvom en omgang coronavirus sætter sig i kroppen.

Mange af dem er efterhånden ved at være symptomfri, men det bliver igen et svækket Hvidovre-hold, der skal i aktion på fredag mod HB Køge.

»Der er nok ikke nogen af dem, der har været smittet, der kan spille. Men vi kan sagtens stille hold, for vi har en bred trup. Det bliver bare ikke det bedste hold, vi stiller,« siger Peter Lassen.

Af hensyn til fredagens opgør vil Peter Lassen ikke nævne identiteten på de seks spillere, der er smittet.

Selvom klubben netop nu er hærget af corona, roser han Divisionsforeningens tiltag i kampen mod coronavirus

»Divisionsforeningens protokoller virker rigtig godt i forhold til at fange de her coronatilfælde. Det må man lette hatten for.«

Inden grundspillets sidste kamp fredag er Hvidovre IF på niendepladsen i 1. division.