Hvidovre fik en forfærdelig afslutning på sidste sæson, da holdet bejlede til superligaoprykning, men smed det hele på gulvet efter blot én sejr i slutspillet, men nu er holdet igen tilbage på god kurs.

Lørdag vandt Hvidovre med 2-0 ude over HB Køge og er dermed alene i spidsen for 1. division sammen med Vejle. Begge har ti point efter fire runder.

Donavan Bagou bragte Hvidovre foran en håndfuld minutter efter pausen, da han stod klar foran kassen efter et gennemspillet angreb.

22-årige Bagou blev i sidste sæson topscorer i 2. division for HIK, og han er bare fortsat med at score mål på samlebånd en række højere oppe for Hvidovre. Bagou har scoret fire mål i de første runder og er delt topscorer i 1. division.

Midtvejs i anden halvleg tordnede Oliver Kjærgaard Hvidovre på 2-0 med et frisparksdrøn.

Med nederlaget er HB Køge fortsat eneste hold i rækken uden point.

Hobro vandt på udebane med 2-1 over Esbjerg, der ellers kom foran med 1-0 på mål af Lucas From kort inde i anden halvleg.

Oliver Dorph udlignede for Hobro, og Oscar Meedom scorede sejrsmålet med et kvarter tilbage, da han fra kanten af feltet sendte bolden i hjørnet til 2-1. Meedom var endda blevet skiftet ind få sekunder forinden.

Dermed er Hobro nummer tre med ni point, mens Esbjerg ligger midt i rækken med fire.

På hjemmebane spillede Hillerød 1-1 mod Aarhus Fremad, der kom foran på Elias Egertons mål i det andet minut.

Rezan Corlu udlignede med et følt skud fra distancen.

Dermed sikrede han sæsonens første point til Hillerød. Aarhus Fremad har syv.

RITZAU