Belarus' midtbanespiller Valeriy Gromyko var med til at stikke en kæp i det danske VM-hjul, da han med en scoring og en assist var stærkt medvirkende til det sensationelle 2-2-resultat i Parken.

Efter sin scoring fejrede han ved at tysse på det danske publikum. Han ville sende et signal.

»Min jubel var et svar på, at de danske tilskuere buhede af os inden kampen. Fodbold bør adskilles fra politik. Det var ikke særligt behageligt at høre,« sagde Gromyko efter kampen.

Belarus er allieret med Rusland - og derfor upopulær i Europa. Under nationalmelodien buhede hele Parken - og der var flere ukrainske flag på tribunerne.

»Det påvirkede og motiverede os på en måde. Man kan som landsholdsspiller ikke lide at høre sådan noget. Det motiverede os. Så tak til de danske tilskuere,« lød det med et skælmsk lille smil.

Danmark har stadig gode chancer for at vinde gruppen og komme direkte til VM til sommer. 

Men det kræver et point i tirsdagens udekamp mod Skotland. Ellers står den på nervepirrende playoff-kampe.