Kan ændringer på trænernes jobmarked virkelig føre til, at Ståle Solbakken alligevel vælger at sige ja tak til posten som norsk landstræner? Ja, måske, lyder vurderingen fra landsmanden Rune Bratseth, den tidligere landsholdsforsvarer og forhenværende sportsdirektør i Rosenborg.

Amerikaneren Bob Bradley er efter ganske kort tid i managersædet blevet fyret i Swansea, og samtidig er Ole Gunnar Solskjær blevet skudt op i hierarkiet i Molde og har fået opgaver af mere administrativ karakter, mens Mark Dempsey har overtaget træningen i den norske topklub.

Bradley, der tidligere har været cheftræner i norske Stabæk, har endda  bekendt kulør, og hans agent har ladet vide, at amerikaneren er interesseret i jobbet som ny norsk landstræner.

»Det er to navne, som det er værd at stoppe op og tænke over for NFF (Norges Fodbold Forbund, red.). De har et godt kendskab til norsk fodbold og har international erfaring, og det er to ting, som jeg er sikker på, er vældigt vigtige,« siger Rune Bratseth til VG.

Og det forhold mener Bratseth altså også kan styrke NFF i forhold til forhandlingerne med Ståle Solbakken - i hvert fald hvis man gerne vil afklaret, om FCK-træneren er seriøst interesseret i jobbet.

»Det er klart, at når der pludselig er flere kandidater, som er tilgængelige for forbundet, så har de langt bedre kort på hånden for at få en hurtig afklaring,« siger Bratseth.

Ifølge den norsk fodboldekspert Lars Tjærnæs er Solbakken dog stadig det klare førstevalg til landstrænerjobbet, og man er parat til at give ham tid til at overveje sin beslutning.

»Men kun hvis de føler, at det er realistisk, at han siger ja. Det handler om timing, og jeg forventer uanset hvad, at man har taget en snak med Bradley, nu hvor han er tilgængelig. De signaler, som han har givet ved den lejlighed, vil afgøre, hvor utålmodige de bliver med Ståle, men jeg tror som sagt, at man er så tændte på at sparke den bold i mål, at man ikke vil presse ham for hårdt,« vurderer Tjærnæs.

Ståle Solbakken forventes dog stadig at stå i spidsen for FCK, når den første træning efter juleferien sættes i gang torsdag 12. januar i Parken.