48 minutter og så i bad.

Det var virkeligheden for Manchester City-stjernen Gabriel Jesus natten til lørdag dansk tid, da han blev udvist i Copa America-opgøret mellem Brasilien og Chile.

Her plantede den brasilianske angriber nemlig et form for karatespark i ansigtshøjde på en modspiller. Det tolererede dommeren naturligvis ikke og præsenterede helt korrekt Gabriel Jesus for det røde kort.

Du kan se en video, hvor den vanvittige tackling bliver vist fra flere vinkler, øverst i denne artikel.

Gabriel Jesus modtager det røde kort.
Gabriel Jesus modtager det røde kort. MAURO PIMENTEL

Efter den voldsomme aktion fra Gabriel Jesus blev Chiles lægestab kaldt på banen med det samme af dommeren. Heldigvis kom Eugenio Mena, som det gik ud over, relativt hurtigt på benene igen.

Det lykkedes alligevel Brasilien at vinde kvartfinalen mod Chile med 1-0. Indskiftede Lucas Paqueta blev helten med sin scoring efter 46 minutter.

I semifinalen ved Copa America kan de brasilianske stjerner se frem til en kamp mod Peru, der slog Paraguay i deres kvartfinale efter straffesparkskonkurrence.

Lørdag spilles de to sidste kvartfinaler ved turneringen. Her er det Argentina mod Ecuador, mens Uruguay tørner sammen med Colombia.