Hvad går Nicklas Bendtner egentlig og laver?
Det spørgsmål er der formentlig mange danske fodboldfans, der har stillet sig selv, efter den tidligere landsholdsangriber stoppede karrieren i 2019 og siden har holdt sig væk fra fodboldens verden.
Og nu indvilliger 35-årige Bendtner i at give et lille indblik i, hvad han fylder sin hverdag med, nu hvor fodboldtræningen, taktikmøder og lange rejser på udebaneture er lagt på hylden.
»Jeg står relativt tidligt op, og som det første får jeg min morgenkaffe. Så starter jeg ellers med at tage til træning. Det er meget vigtigt for mig at holde fast i,« siger Bendtner, da B.T. møder ham til pressedag for hans nye sæson af tv-programmet 'Nicklas Pranker'.
Træningspasset ligger oftest omkring klokken 10.00 – akkurat som det forholdt sig, da Bendtner mødte ind til træning i sin aktive karriere.
»Det kan være padeltennis, crossfit eller hvad der ellers lige falder ind på dagen.«
Og lige for tiden er det særligt crossfit, der trækker i Bendtner.
Han har dannet et lille træningsfællesskab med andre kendte navne som Peter Falktoft, Ankerstjerne og Morten Breum - og af og til Jørgen Leth - og sammen laver de crossfit flere gange om ugen i Kødbyen i København.
»Jeg kan ikke rigtig udtale mig om, hvad vi laver af træning, men vi giver den gas dernede,« siger han og forklarer den noget ordknappe beskrivelse af sin træning med vennerne:
»Du kender mig godt, jeg kan ikke så godt lide at tale om mit privatliv og de folk, jeg ser. Det holder jeg fast i. Men vi hygger os, har det fedt og giver den gas dernede.«
Når håndvægtene er lagt, Prolog-kaffen er drukket og Bendtner har overstået dagens første gøremål, så kalder arbejdet.
»Jeg arbejder som regel tre-fire timer efterfølgende,« fortæller den tidligere landsholdsstjerne:
»Det kan være med nogle af mine investeringer, min podcast (fodboldpodcasten 'Stolpe Ind' med Falktoft og David Diamanti, red.), jeg er med i, eller så kan det være tv, som det her 'Nicklas Pranker', jeg har brugt rigtig meget tid på. Det har vi filmet over tre måneder, så det er forskellige ting.«
Og når arbejdet så er ovre, er det tid til hygge - men det er Bendtner ikke meget for at fortælle om, hvad indebærer.
»Jeg er sammen med gode mennesker,« lyder det med et smil fra Bendtner, der over de seneste uger har vakt opsigt med et nyt bekendtskab.
Flere gange er Bendtner nemlig blevet spottet i selskab med skuespillerinden Sus Wilkins - senest da de to var i Parken til Champions League-kamp sammen.
Bendtner og Wilkins - der for nylig begge er blevet officielt single - har endnu ikke villet kommentere deres 'forhold'.