Iker Casillas' hustru, Sara Carbonero, fik sig et chok onsdag.

Mens hun var på arbejde, fik hun pludseligt meldingen om, at hendes mand var faldet om, ramt af et hjerteanfald, i forbindelse med træningen i hans klub, FC Porto.

Det skriver Marca.

Sara Carbonero arbejder som tv-journalist for det spanske sportsmedie Deportes Cuatro og var i gang med en række interview, da hun fik beskeden, melder det spanske medie.

Onsdag aften delte Sara Carbonero et billede af parret sammen med Iker Casillas i hospitalssengen. Her takker hun for støtten.

'Heldigvis var det hele kun en forskrækkelse. Mange tusind tak for al bekymringen og hilsnerne.'

'Som en god ven sagde til mig i dag: 'Nogle gange minder livet os på en underlig måde om at fejre hvert hjerteslag,' skriver Sara Carbonero, der har to sønner med Iker Casillas.

Og heldigvis var der ikke sket noget med 37-årige Iker Casillas, der ligeledes onsdag aften kunne vende tommelfingeren op i et opslag på Twitter.

Sara Carbonero på Instagram.
Sara Carbonero på Instagram.
Vis mere

'Alt er under kontrol her. Det var en stor forskrækkelse, men jeg er stærk som altid. Mange tak til jer alle for alle beskederne,' skrev han.

Casillas' hjerteanfald skete i forbindelse med FC Portos morgentræning, der hurtigt blev afbrudt, og Casillas kom hurtigt til behandling på hospitalet.

Flere fodboldstjerner har siden da også sendt deres støtte af sted offentligt til den erfarne målmand, heriblandt Casillas' danske målmandskollega Kasper Schmeichel. Læs mere om det her.

Iker Casillas har vundet alt, hvad der er værd at vinde i sin karriere. I sine 16 år i Real Madrid blev det til fem mesterskaber, to pokaltitler, tre Champions League-titler og en klub-VM. Derudover var han målmanden under det spanske landsholds guldalder, da de vandt EM i 2008 og 2012 samt VM i 2010.