
Rutinerede roligans kan sikkert huske den tårnhøje tjekkiske angrebsstjerne Jan Koller, der huserede på de europæiske baner i 00'erne.
Blandt andet var 2,02 meter høje Jan Koller med til at knuse den danske EM-drøm i 2004, hvor han scorede det første mål i Tjekkiets 3-0-sejr over Danmark i kvartfinalen.
Han spillede sin sidste landskamp i 2010 - så Danmark slipper heldigvis for ham, når landsholdet i aften møder Tjekkiet i en direkte kamp om en VM-billet i Prag.
Problemet er bare, at tjekkerne har fået en Koller-klon. To meter høje Tomas Chory spås fine chancer for at starte i angrebet for Tjekkiet i aften.
Den 31-årige angriber er brandvarm i denne sæson, hvor han har scoret 16 mål i 19 kampe for sin klub, Slavia Prag.

Til B.T. medgav de tjekkiske journalister ved mandagens pressemøde, at det er naturligt at sammenligne Tomas Chory med Jan Koller.
Men de understreger - uden at de ønsker at citeres - at der er én stor forskel. Jan Koller var ganske flink - Chory er en 'bad ass'.
Så er de danske forsvarsspillere advaret.
Der er kampstart i Prag klokken 20.45. Du kan følge hele dramaet før, under og efter her på bt.dk.
