Efter en uges ferie var Nicklas Bendtner tilbage på træningsbanen med sine Rosenborg-holdkammerater. Her gjorde han sig både heldigt og uheldigt bemærket.

Rosenborg med den danske angrebsstjerne Nicklas Bendtner i truppen havde i dag første træning efter en uge, der har stået på ferie for de spillere, der - som Bendtner - ikke har været på landsholdsopgaver.

Bendtner var ikke fundet skarp nok til Åge Hareides danske landsholdstrup. I stedet for at spille mod Tyskland og Kasakhstan har han boltret sig i de varme lande med modelkæresten Natasja Madsen.

Måske derfor var det en tændt Bendtner, der til træningen i den norske mesterklub var med i en række fysiske tests. Blandt andet en 10-meter sprint, hvor spillernes eksplosivitet skulle testes.

Her viste den danske stjerneangriber sig fra sin bedste side, da han med sin fremragende fart var den suverænt hurtigste af alle Rosenborg-spillerne i de tre sprinter, de gennemførte på den korte distance.

Det var noget, den 29-årige dansker tilsyneladende var stolt over. Han publicerede derfor straks efter træningen testresultatet på sin Instagram-profil.

1,53 lød Bendtners bedste tid, som man kunne se i en lille film fra testen på hans Instagram-profil. Her kunne man se den lap papir, hvor spillernes tider var skrevet på.

Offentliggørelsen af Rosenborg-spillernes løbstider var dog ikke noget, der faldt i god jord hos trænerstaben i Rosenborg.

Billedet af testresultatet kan ses herunder på en Twitter-brugers screendump:

»Vi skal være en åben klub, men vi havde ikke tænkt os at offentliggøre alt, hvad vi monitorerer vores spillere med,« lyder det til Adresseavisen fra Rosenborgs fysiske træner, Christian Thorbjørnsen, som har en løftet pegerfinger til Bendtner.

»Nu er det gjort, men vi må tage det internt, hvordan vi følger op det fremover,« tilføjer Thorbjørnsen, som dog ikke er mere vred end at han jokende siger, at han ikke er overrasket over Bendtners fart:

»Jeg har testet ham før, så jeg vidste, at han var hurtig. Men nu lægger Nicklas jo pres på sig selv.«

Nicklas Bendtner, som skiftede til Rosenborg i marts, er med fire mål i 11 kampe delt topscorer i Eliteserien for den norske 'storklub'. Hans præstationer har skabt en del kritik i det norske, og har altså heller ikke været gode nok til at landstræner Hareide har fundet ham landsholdsværdig. Endnu.