Lyt til artiklen

Flere hundrede danske børn og unge fik sig en ubehagelig oplevelse, da de var på fodboldtræningslejr i Spanien i vinterferien.

De danske klubber Slagelse B&I, Hvidovre IF og HB Køge havde alle sendt en masse unge spillere af sted, for at de kunne få nogle kilometer i benene og pudset formen af inden, at forårssæsonen går i gang.

På fodboldturen til Salou tæt ved storbyen Barcelona skulle holdene træne i sydens sol og spille træningskampe mod spanske klubber, men turen endte langtfra med at blive den gode oplevelse, som de alle havde glædet sig til. Hundredvis af børn og unge, trænere og ledere blev formodentlig ramt af madforgiftning og lå skiftevis syge på den ugelange fodboldtur.

»Over 90 procent af os havde det, og vi var 150 personer af sted fra U12 til U19. Vi var syge på skift, så det var svært at få gennemført træninger. Det lykkedes os dog at få spillet nogle kampe mod nogle spanske hold,« fortæller talent- og akademichef i Hvidovre IF, Christian Grønbæk og fortsætter:

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Der er stadig fuld gang i undersøgelser for at finde ud af, hvad det var, som der ramte os. Det allervigtigste for børnene og os var, at alle kom sig og kom tilbage igen. Alle blev tilset af en læge, og heldigvis har vi nogle forældre, som støttede godt op om os – både dem hjemmefra og de forældre, der fungerede som holdledere og var med på turen.«

Christian Grønbæk fortæller, at de formoder, at det kan være madforgiftning fra det fælles spisested på fodboldlejren ved kysten i det nordøstlige Spanien, som de stort set alle blev ramt af.

Lægerne i området havde dog en teori om, at der også kunne være en form for maveinfluenza på spil, da flere lokale i byen var blevet ramt af netop det. Det er dog endnu ikke blevet bekræftet, hvad de mange unge danske fodboldspillere, trænere og ledere blev ramt af.

Også teamkoordinator i Slagelse B&I Mick Keller beretter om en ubehagelig oplevelse, som man sjældent er ude for.

»Vi har ellers besøgt stedet før på fodboldlejr, hvor vi kun har haft gode oplevelser, men denne gang var vi hårdt ramt af sygdom. Det var en kedelig situation, hvor vi var syge på skift af, hvad vi formoder var madforgiftning,« fortæller han.

Nu venter de på at høre fra rejsebureauet for at få slået fast, hvad der helt præcist gjorde, at så mange blev smittet på fodboldturen.

Slagelse B&I havde hold fra U14 til U17 og var lige over 60 personer af sted. Klubben var i løbende kontakt med børnenes forældre og kunne berette om, at de fleste af dem nåede af blive syge på skift.

»Man kan ikke gøre noget ved det. Vi er bare ærgerlige over, at det er sket. Vi kan ikke gøre det om. Vi gennemførte kampe og havde spillere, der ikke var syge. Det er generelt bare rigtig, rigtig træls, hvor nogle blev ved de syge og andre tog til kamp,« siger Mick Keller.

Han kan også konstatere, at stort set alle hold var ramt af den trælse situation, hvor danske, spanske såvel som et schweizisk hold alle blev syge under fodboldlejren.