Hun har ikke blot skullet bearbejde en skilsmisse. For Iran Angelo har også måttet se sin eksmand komme videre – med hendes egen niece.

»Jeg lægger mig til at sove og vågner uden at forstå, hvorfor alt det her er sket for mig.«

Sådan fortæller Iran Angelo, der i 12 år var gift med fodboldspilleren Hulk, til Record. Det skriver Marca.

De to gik fra hinanden i oktober sidste år, og siden fandt Hulk sammen med Iran Angelos niece, den 32-årige Camila. Noget, han selv stod frem og fortalte, og de to blev gift i foråret.

Et forhold, der har gjort og gør dybt ondt på Iran Angelo, der så niecen som sin egen datter.

»Smerten er så stor. Nogle gange føler jeg, mit hjerte er blevet flået ud. Jeg har givet alt til den pige, siden hun kom til verden. Jeg ofrede mine drømme så mange gange, for at hendes kunne gå i opfyldelse. Her snakker jeg ikke kun om materielle ting, for de er nemme at give, når man har penge. Men kærlighed, opmærksomhed, respekt.. alt,« siger Iran Angelo.

Sammen med Hulk fik hun tre børn, Alice, Ian og Tiago.

Fodboldspilleren har efterfølgende erkendt, at han var sin kone utro, da de var gift, men han nægter at have været det med Camila Angelo.

»Jeg er en mand. Jeg var ikke glad i mit ægteskab. Jeg havde utallige grunde. Jeg brugte hele ægteskabet på at være Iran utro. Hun levede et singleliv. Hun ville bare være gift med Hulk. Camila kom til Kina. Jeg synes ikke selv, jeg er grim, og så er jeg ung. Camila er ung og ekstremt smuk. Vi endte med at finde sammen,« har 34-årige Hulk forklaret på Instagram.

Muskuløse Hulk med det borgerlige navn Givanildo Vieira de Sousa har snart kontraktudløb, 31. december, med sin kinesiske klub Shanghai SIPG.

Han vil gerne tilbage til Europa, hvor han slog sit navn fast i først Porto og siden Zenit, har han tidligere fortalt.

Hulk oppebærer en utrolig løn på over 2,6 millioner kroner om ugen i Shanghai SIPG og forventes ikke at blive billig for den næste arbejdsgiver.