Indtil 20 minutter før tid så det ud til, at Hamburger SV skulle tage sejren ude over Dortmund, men den tidligere nordtyske storklub faldt helt sammen i de sidste 20 minutter.
HSV var ellers foran 2-0 efter de første 45 minutter, men gæsterne kunne slet ikke stå imod Dortmunds pres og tabte 2-3.
Tre gange i løbet af kampen fik værterne muligheden fra straffesparkspletten. To af forsøgene blev udnyttet i comebacket i anden halvleg.
Dortmund ligger komfortabelt på andenpladsen med stor afstand både op og ned i tabellen, mens HSV, der i lørdagens opgør havde danske Albert Grønbæk på bænken hele kampen, ligger midt i tabellen.
Gæsternes pauseføring var kommet med stor effektivitet på et par Dortmund-kiks.
Efter 20 minutters spil så den tidligere FC Nordsjælland-spiller Daniel Svensson uheldig ud, da han håndterede en lang bold skidt. Det kostede en scoring, da gæsternes Philip Otele sendte bolden i nettet efter et indlæg.
Dortmund havde bolden mest i første halvleg, men når HSV bevægede sig ind på værternes banehalvdel, var der oceaner af plads.
Det var også tilfældet syv minutter før pausen. HSV stjal bolden i et nyt Dortmund-koks og fandt en helt blank Albert Sambi Lokonga, der fordoblede føringen.
Værterne fik muligheden for at gå til pause med en smule optimisme. Men Felix Nmechas straffespark i det 45. minut ramte ikke en gang kassen.
I anden halvleg blev Dortmund-presset intensiveret. HSV var sjælden gæst over midten og stod i stedet konstant og forsvarede. Det holdt ikke i længden.
Med lidt under 20 minutter tilbage fik Dortmund igen chancen fra straffesparkspletten, og denne gang udnyttede Ramy Bensebaini muligheden.
Fem minutter senere bragte Dortmund så ligevægt på måltavlen ved Fábio Silva, og med små ti minutter tilbage gik det helt galt.
For tredje gang i kampen pegede dommeren på straffesparkspletten efter en forseelse af HSV i eget felt, og Ramy Bensebaini sikrede med sin anden straffescoring en hjemmesejr.
/ritzau/
