AC Horsens' cheftræner Jens Berthel Askou vil nyde oprykningen til Superligaen i fulde drag mandag aften.

AC Horsens rykkede mandag aften op i Superligaen, og triumfen skal fejres med manér for holdets cheftræner, Jens Berthel Askou.

Det fortalte han efter holdets sejr på 4-0 over FC Fredericia.

- Man ved som spiller og træner aldrig, hvornår man får momenter som disse igen, og når vi står her, så skal vi huske at nyde det.

- Vi skal malke det og få så meget ud af det som muligt. Det bliver nydt til sidste dråbe i aften. Det kan du være sikker på, lyder det fra cheftræneren.

Østjyderne havde en hård start på tilværelsen i 1. division med fire point i de første fire kampe.

Et flot forår med 23 point ud af 27 mulige i oprykningsspillet har dog sørget for oprykningen.

Jens Berthel Askou fortæller, at den gode udvikling for klubben skyldes mental styrke.

- Vi har fået samlet os op, efter at ingen troede på os efter vores halvsløje start.

- Vi har holdt hovedet koldt og troet på os selv. Det skal der nogle gange til, hvis man vil igennem et stormvejr, siger cheftræneren.

Horsens-anfører Malte Kiilerich var enig i sin cheftræners betragtning efter kampen.

- Det har kendetegnet vores hold, at vi har troet på det hele tiden, selv om det så svært ud.

- Vi ved, hvor svært det er at spille i 1. division. Folk tror ofte, at det er en let række, men det er det virkelig ikke. Vi har mødt mange gode hold, og selvfølgelig er det en stor bedrift, siger anføreren.

Han satte også ord på, hvor meget oprykningen betyder.

- Det er en fantastisk følelse. Vi har kæmpet for det i et år, og det er ubeskriveligt, at det lykkedes, lyder det fra Malte Kiilerich.

AC Horsens møder Hvidovre på søndag i sidste runde af 1. divisions oprykningsspil i en betydningsløs kamp.

/ritzau/