Horsens fik søndag sin første sejr siden comebacket til Superligaen. Det skete med en udesejr på 2-1 over OB.

Hjemmeholdet kom ellers foran efter bare to minutter, men Horsens sled sig tilbage og vandt.

Dermed stryger Horsens forbi OB i tabellen. Horsens har fire point for fire kampe, mens OB kun har tre.

Horsens tog initiativet fra første angreb, men fik en kold dukkert allerede efter to minutter.

OB's unge højreback Marcus McCoy strøg til baglinjen og sendte bolden ind foran mål, hvor den ghanesiske Horsens-forsvarer, Abdul Moro, noget klodset sparkede bolden i eget net til fynsk føring.

Hjemmeholdet jagtede fordoblingen, men Horsens havde også sine muligheder for at slå tilbage, og det skete efter 37 minutter.

Noget, der lignede en "befrier" i Horsens' forsvarszone, blev til en farlig kontra, og fra venstre side serverede Julius Madsen til Yamirou Ouorou, der helt fri udlignede til pausestillingen 1-1.

OB lagde et pres fra starten af anden halvleg, og Rasmus Falk var tæt på at udnytte det efter fem minutter.

Efter et kikset forsøg fra Jakob Bonde havnede bolden hos Falk, der fra tæt hold løftede bolden over keeper Matej Delac, men også over tværribben.

Kampen var på dette tidspunkt behæftet med fejl, og en af dem blev dyr for OB.

James Gomez, der har en fortid i netop Horsens, afleverede til Ouorou, der kvikt trak ind i feltet og fandt Kristian Kirkegaard, som scorede fladt til 2-1 i det 65. minut.

I fortsættelsen var Horsens endda tæt på 3-1 ved Kelvin Ehibhatiomhan, men Viljar Myhra reddede for hjemmeholdet.

Med 20 minutter tilbage skiftede OB-træner Thomas Thomasberg angriberen Jay-Roy Grot ind til sæsondebut efter hans skade, men selv om surinameren var indblandet i flere situationer, overlevede Horsens det fynske pres.

RITZAU