Nicolai Brock-Madsen stopper i Horsens, når angriberens kontrakt med superligabundproppen udløber til sommer.

Angriberen Nicolai Brock-Madsen vendte i januar 2019 tilbage til Superligaen, hvor han skrev kontrakt med AC Horsens efter flere år i forskellige udenlandske klubber.

Planen for den 28-årige angriber var ikke, at opholdet i Horsens skulle være langt, men mere end to år senere er han fortsat i klubben.

- Da jeg kom til Horsens, var planen ikke, at det skulle være så længe. Der var en klar plan om, at jeg skulle videre igen.

- Det er desværre ikke blevet sådan, siger angriberen efter torsdagens 0-3-nederlag til Vejle.

Men efter denne sæson forlader han klubben.

- Jeg er her ikke til sommer, og det ved klubben også godt, siger han.

Allerede tilbage i januar gjorde Brock-Madsen det klart over for klubben, at han ønsker at prøve noget, når kontrakten udløber til sommer.

Han ville have brugt Horsens som springbræt til at komme videre i sin karriere, men sådan skulle det ikke gå.

Succesen er nemlig udeblevet i Horsens, hvor Brock-Madsen blot har scoret seks mål i 51 superligakampe, og torsdag aften fik han kun de sidste 25 minutter som indskifter i nederlaget til Vejle.

- Det er klart, at min ambition har været noget andet, og nu har jeg kontraktudløb, lyder det fra Brock-Madsen, som først efter sæsonen vil beslutte sig for, hvad der skal ske.

- Selvfølgelig er der nogle ting, der kører i baggrunden, men mit mindset ligger på det her, og når sæsonen er færdig, finder jeg ud af, hvad der skal ske, siger han.

Nicolai Brock-Madsen har tidligere spillet 19 U21-landskampe for Danmark, hvor han scorede 12 mål.

AC Horsens er placeret på sidstepladsen i Superligaen og har kurs mod nedrykning til 1. division.

/ritzau/