De kan slet ikke forstå, hvad der sker for øjnene af dem.

Beboerne i den walisiske by Wrexham er i øjeblikket vidne til, hvordan byens lille fodboldklub gennemgår en sand forvandling.

Det skriver The Athletic, der har talt med blandt andre den lokale pubejer.

Fansene er slet ikke vant til, at klubben kan bide skeer med de store drenge i engelsk fodbold, men det er klubben begyndt at kunne, siden Hollywood-stjernerne Rob McElhenney og Ryan Reynolds overtog den.

Rob McElhenney og Ryan Reynolds hyldes af fansene.
Rob McElhenney og Ryan Reynolds hyldes af fansene. Foto: POOL
Vis mere

»Jeg skrev til McElhenney, da vi slog Coventry. 'Hvad fanden har I skabt? Vi er ikke vant til dette',« fortæller pubejer Wayne Jones til mediet.

I weekenden fortsatte klubbens eventyr i FA Cup'en, da den lille klub spillede uafgjort mod Sheffield United, som ligger omkring 70 placeringer højere i det engelske ligasystem. Det betyder, at holdene skal mødes i en returkamp om at gå videre.

Næsten 10.000 overværede kampen – og det er efterhånden standarden på hjemmebane. Men det er også dobbelt så mange, som der normalt kom til hjemmekampene, før de to Hollywood-ikoner overtog den.

»I løbet af ti år er planen Premier League. Hvorfor ikke? Ingen har gjort noget fantastisk i denne verden ved at tænke 'lad os gøre det halvt',« sagde Ryan Reynolds efter Sheffield-kampen.

Skuespillernes forvandling af klubben er kun lige begyndt, men de er sikre på, at klubbens stadion i fremtiden vil huse internationale kampe og en Premier League-klub.