Billetter til en VM-slutrunde har altid været dyre.

Men 670.000 kroner for to billetter til en VM-kamp er alligevel en slat!

Ikke desto mindre er det beløbet, Hollywood-stjernen Julia Roberts har spenderet på et par sæder til VM i Qatar om knap fire år. Det skriver magasinet Variety.

Ret skal være ret. Stjernen fra film som Pretty Woman og Erin Brockovich købte billetterne til et velgørenheds-arrangement inden sidste weekends Golden Globe-uddeling. Så pengene går til gode formel på Haiti, hvor en anden Hollywood-gigant, Sean Penn, har fonden Community Organised Relief Efforts.

Julia Roberts i selskab med Manchester Uniteds assistenttræner, Michael Carrick. Vis mere

51-årige Roberts tager sin mand, Danny Moder, med til Qatar, hvor hun måske kan se frem til at se spillere fra favoritklubben Manchester United i aktion.

Roberts er kæmpemæssig Manchester United-tilhænger. Det samme er skuespillerens tre børn. Da Manchester United var i USA som optakt til sæsonen, var Roberts på stadion så mange gange, at Uniteds Andreas Pereira døbte hende 'vores lykkeamulet'.

»Det, jeg elsker ved Manchester United, er den familiære følelse. Det er følelsen af nærhed og varme, vi tiltrækkes af. Der er bare en særlig forbindelse både på og udenfor banen. Det er skønt at få et glimt af det og være en lille del af det,« har Julia Roberts sagt om sit link til den engelske storklub.

VM i Qatar, som altså får Julia Roberts blandt tilskuerne, afvikles som noget nyt i november og december måned.