Når Christian Eriksen lørdag spiller sin første landskamp i over ni måneder, vil han ikke være den eneste på banen med en indopereret ICD-enhed.

På den anden side af midterlinjen står hollandske Daley Blind, som også har haft hjerteproblemer, og det er en mand og ven, som Christian Eriksen har benyttet sig en masse af i kampen for at vende tilbage til grønsværen.

»Ja, meget. Rigtig meget. Det gjorde jeg allerede, et par dage efter at det var sket. Der var jeg i kontakt med ham. Selv fra sygehuset snakkede vi om hele forløbet, og hvad han gjorde,« siger Christian Eriksen og fortsætter:

»Jeg begyndte efterfølgende også at læne mig op ad ham, og hvad han havde gjort, og følge nogle af de ting, han havde gjort i opstarten. Det har vi også gjort.«

Christian Eriksen og Daley Blind.
Christian Eriksen og Daley Blind. Foto: Matt Dunham
Vis mere

»Og når jeg har været i Amsterdam de gange, jeg har været i efteråret, har jeg også set ham og snakket med ham om fodbold og livet og om ICD-enheden. Alle de ting har jeg vendt med ham flere gange,« forklarer den danske landsholdsspiller.

Mens ICD-enheden er forholdsvis ny for Christian Eriksen, har Daley Blind spillet med den siden 2019, efter hollænderen fik konstateret hjertemuskelbetændelse. I august 2020 kollapsede han på banen. Noget, der medførte kortvarig bekymring, men Ajax-træner Erik ten Hag fortalte dengang, at Blinds ICD-enhed havde reageret, og spilleren gik også fra banen selv.

Blind bliver ikke længere spurgt så meget ind til sit hjerte, og Eriksen ser også frem til den tid.

»Nu er jeg jo blevet fodboldspilleren igen, så selvfølgelig skal det normaliseres, men det er jeg også sikker på, det bliver med tiden. Jo flere kampe der bliver spillet, jo mindre bliver der også snakket om det. Det kan jeg også se på klubholdet. Man skal lige vænne sig til det, og folk skal lige vide, at det hele egentlig er okay. Så kan man se videre,« ræsonnerer Eriksen.

Christian Eriksen vil lørdag få sin landskamp nummer 110 på sin gamle hjemmebane i Amsterdam, hvor han lærte Daley Blind at kende. I dag har de mere end blot fodbolden tilfælles.