Den tidligere hollandske målkonge Patrick Kluivert gør Jon Dahl Tomasson selskab på listen over landstrænere, der har fået en fyreseddel som følge af utilstrækkelige resultater i VM-kvalifikationskampe i oktober.

Torsdag er 49-årige Kluivert blevet afskediget som landstræner for Indonesien. Fyringen sker, efter at landet i weekenden endegyldigt missede muligheden for at kvalificere sig til næste års VM-slutrunde i Nordamerika.

Ifølge landets fodboldforbund er Kluivert forstående over for beslutningen om at skilles, skriver Reuters. Han nåede under et år i jobbet.

I sidste uge tabte Indonesien først til Saudi-Arabien og siden til Irak. Dermed sluttede Indonesien sidst i en treholdsgruppe, hvor vinderen kvalificerede sig til VM, mens nummer to er garanteret en playoff-finale om en VM-billet i november.

Indonesien er aldrig tidligere nået så langt i den asiatiske VM-kvalifikation, men det var altså ikke nok for Kluivert til at blive i jobbet.

En stor del af Indonesiens hold udgøres af spillere opvokset i Holland, men med rødder i den tidligere hollandske koloni. Det gælder eksempelvis den tidligere AGF- og FCK-spiller Kevin Diks.

Mens Patrick Kluivert var en målfarlig herre for blandt andet Ajax, AC Milan, Barcelona og Newcastle, har hans trænerkarriere aldrig taget fart. Over en periode på 15 år har han haft ni korte ansættelser, hvoraf flere har været i ungdomsfodbold eller som assistenttræner.

Foruden Kluivert og Jon Dahl Tomasson har også Tjekkiets landstræner mistet sit job i denne uge. Onsdag blev Ivan Hasek fyret på bagkant af tjekkernes 1-2-nederlag ude til Færøerne. Tjekkiet ligger dog stadig til at skulle playoffkampe om VM-deltagelse.

/ritzau/