Ståle Solbakkens norske landshold spillede i store perioder en god landskamp ude mod Holland. Alligevel måtte nordmændene se sig besejret.

Trods en føring endte testkampen med et nederlag på 1-2.

Norge var kommet til Johan Cruijff Arena i Amsterdam for at byde Hollands boldsikre spillere op til dans. Selv uden stjernerne Erling Haaland og Martin Ødegaard lykkedes det fra start.

Ståle Solbakken beordrede sine folk langt frem på banen, og i store dele af halvlegens første halvdel var det nordmændene, som styrede slagets gang.

Det blev til flere udmærkede chancer, før den tidligere FC Nordsjælland-spiller Andreas Schjelderup bragte de nordiske gæster i front.

Benfica-kanten tørrede sin direkte modspiller i venstre side af feltet. Med et følt spark til det lange hjørne gjorde han det til 1-0 via stolpen.

Scoringen vækkede et døsigt hollandsk hold. Norge blev presset længere tilbage, og pludselig foregik det meste omkring det norske felt.

Ørjan Nyland diskede op med et par gode redninger, men ti minutter før pausen kunne han intet gøre, da Virgil van Dijk pandede et hjørnespark i nettet.

Faktisk var det Norge, som havde bolden mest efter pausen, men en tidlig fejl kom til at koste.

I et opspil stod en nordmand og blundede. Det gav en hollandsk kontra, som endte hos Manchester Citys Tijjani Reijnders tæt under mål. Resolut klappede han den ind til 2-1.

Norge tog masser af initiativ, men de helt åbne chancer fik holdet ikke skabt, og så endte det med et smalt nederlag.

Begge hold er kvalificeret til sommerens VM.

I en målrig testkamp var Tyskland bagud to gange mod Schweiz, men endte med at vinde 4-3. Liverpools Florian Wirtz scorede til både 3-2 og 4-3 samt leverede en assist.

EM-finalematchvinderen fra 2024, Mikel Oyarzabal, stod for to af målene, da Spanien uden besvær slog Serbien 3-0.

Besvær havde England til gengæld, da holdet havde besøg af Uruguay. Ben White gik fra helt til skurk i kampens sidste ti minutter.

Først bragte han England på 1-0 i 81. minut, men i tillægstiden begik han straffespark. Det omsatte Real Madrids formstærke Federico Valverde til slutresultatet 1-1.

/ritzau/