Holdlæge: Eriksen bad selv om lov til at gå fra banen
Det var Christian Eriksen, der ville forlade banen til fods efter sit kollaps, beretter læge Morten Boesen.

Det var Christian Eriksen, der ville forlade banen til fods efter sit kollaps, beretter læge Morten Boesen.

Publikum på Odense Stadion holdt vejret i en håndfuld minutter, efter at Christian Eriksen kollapsede midtvejs i anden halvleg af testkampen mod Ukraine.
Mindelserne fra hans hjertestop i Parken under EM i 2021 blev vakt til live hos både tilskuere, spillere og stab.
Derfor var jublen stor, da Eriksen kunne rejse sig, og pakket væk i klyngen af med- og modspillere gik han selv tværs over banen til den ventende ambulance.
Det var efter eget ønske fra den danske landskampsrekordholder, fortæller holdets læge, Morten Boesen, som var blandt de første henne ved Eriksen i situationen.
- Han ville gerne selv gå og også sige hej til sin familie. Og ambulancen var nede i hjørnet. Så det fik han lov til, siger Morten Boesen.
- Han var fuldstændig monitoreret.
Ifølge Boesen kom Eriksen meget hurtigt til bevidsthed, da han nåede frem til ham inde på banen og fik ham vendt om.
Der var hurtigt kontakt, og monitoreringen af hjertet blev sat i gang. Her kunne man konstatere, at hjerterytmen atter var normal, efter at pacemakeren, som han fik indopereret efter hjertestoppet i 2021, havde gjort, hvad den skulle.
Det var også Morten Boesen, som var til stede i Parken i 2021, hvor han på Parkens græstæppe genoplivede Eriksen.
En del vil nok spekulere i, om den voldsomme oplevelse i Odense søndag bliver ende på den 34-årige playmakers fodboldkarriere. For er det forsvarligt at spille videre?
Det vil Morten Boesen dog ikke spekulere i. Hans speciale er ikke kardiologi, påpeger han.
- Det ved jeg ikke nok om. Det vil jeg lade være op til specialisterne på området og Christian selv, lyder det fra landsholdslægen.
/ritzau/