Holdkammeraterne råbte. Træneren råbte.

Men Vincent Kompany var fuldstændigt ligeglad.

Mandag aften tog han alligevel chancen og bankede til bolden langt udefra - og derfor sikrede han måske nærmest Manchester City det engelske mesterskab.

»Jeg kunne høre folk råbe 'Lad være med at skyde, lad være med at skyde,« sagde Vincent Kompany efter kampen ifølge BBC:

»Men jeg er ikke kommet så langt i min karriere ved at lade unge spillere fortælle mig, hvad jeg skal gøre.«

Så han skød. Og hvilket mål det blev. Helt op i krogen bag Leicecsters danske målmand Kasper Schmeichel. Se det øverst i artiklen

Vincent Kompanys manager, Pep Guardiola, bekræftede efter kampen ligeledes, at han havde råbt.

»Jeg sagde: 'Ikke skyde, Vinnie, ikke skyde',« fortalte Pep Guardiola.

Krammer fra Pep Guardiola.
Krammer fra Pep Guardiola. JASON CAIRNDUFF

Efter kampen kunne man på tv se holdkammeraten Sergio Agüero sige til Vincent Kompany: »Jeg råbte til Vinny: 'Lad være med at skyde'.«

I en tæt, tæt, tæt mesterskabsduel med Liverpool, hvor førstepladsen har skiftet ejermand mere end 30 gange i løbet af sæsonen, SKULLE Manchester City have tre point mod Leicester.

Det blev til en 1-0-sejr på Vincent Kompanys vilde langskud.

I sin karriere har belgieren forsøgt sig 37 gange med et langskud uden for feltet. Det er blevet til ét mål. Mandag aften mod Leicester.

»I 15 år har jeg sagt til folk, at jeg ville score sådan et mål en dag,« sagde Vincent Kompany.

Indtil havde Manchester City ikke fået meget ud af anstrengelserne i den afgørende kamp, hvor Kasper Schmeichel havde flere fornemme redninger.

»Vi kontrollerede kampen, og vi var meget bedre end vores modstandere. Nogle gange skal man bare bruge et mål som Vinnies,« sagde Pep Guardiola.

Inden sidste spillerunde er det helt tæt i toppen af Premier League:

  • Manchester City nu 95 point,

  • Liverpool har 94 point.

Det engelske mesterskab afgøres endeligt i den kommende weekend. Her spiller Liverpool søndag hjemme mod Wolverhampton, mens Manchester City skal på besøg hos Brighton.