»Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg nok ikke have stået og grædt på tv. Det siger jeg bundærligt.«

Sådan sagde Pierre-Emile Højbjerg onsdag, da B.T. mødte ham i landsholdslejren. Snakken gik på det storomtalte interview efter en kamp mod Serbien i 2015, hvor Højbjerg brød i gråd overvældet af en masse stærke følelser.

En hændelse, som skabte meget sympati for Højbjerg i den danske befolkning, fordi han åbnede sig og gav noget af sig selv i en verden, hvor fodboldspillere ofte lukker en smule ned i medierne.

»Jeg synes, at det er meget stærkt, at man kan. Personligt ville jeg helt bevidst ikke gøre det, men jeg tager hatten af for dem, der kan og vil,« siger holdkammerat på landsholdet Lasse Schöne til B.T.

»Jeg tror også, at det er rart for pressen, at der er nogen, der gør det. Og at ikke alle er kedelige som mig, for jeg giver ikke noget af mig selv. Men det er meget forfriskende, og jeg synes, at det er helt op til én selv.«

Onsdag fik Pierre-Emile Højbjerg også ros af både vennen Yussuf Poulsen og den daværende assistenttræner, Peter Bonde, der kalder det 'fantastisk' og forklarede, at Højbjerg ikke har nogen grund til at fortryde det.

Så ligefrem er højrebacken Henrik Dalsgaard ikke i sin udmelding.

»Jeg synes, at det er svært at sige, om det var rigtigt eller forkert. Det var bare Pierre i det øjeblik, meget ægte. Men når man er så meget i medierne, skal man indimellem passe på med at vise for meget af sig selv,« forklarer han.

Pierre-Emile Højbjerg var i sine følelsers vold, da han blev interviewet efter en kamp mod Serbien i 2015. Et interview, der roses fra mange sider, fordi Højbjerg fremstod hudløst ærlig og viste oprigtige følelser.
Pierre-Emile Højbjerg var i sine følelsers vold, da han blev interviewet efter en kamp mod Serbien i 2015. Et interview, der roses fra mange sider, fordi Højbjerg fremstod hudløst ærlig og viste oprigtige følelser. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Heller ikke han ville gøre det samme som Højbjerg under hændelsen, der står tilbage som en unik og ægte oplevelse i en fodboldverden, der til tider kan virke kalkuleret, kold og kynisk.

»Det var måske rigtigt for Pierre på det tidspunkt. Jeg ville aldrig gøre det, men det er også mere, fordi jeg synes, at medierne nogle gange har det med at forvrænge tingene en lille smule. Men det er svært at udtale sig om,« erkender Henrik Dalsgaard.

Både Henrik Dalsgaard, Lasse Schöne og Pierre-Emile Højbjerg er en del af landsholdstruppen, der skal møde Schweiz i en vigtig EM-kvalifikationskamp lørdag.

Kampen spilles i Parken og fløjtes i gang klokken 18.