Hele Parken måbede.
For de glemmer aldrig det øjeblik, som Yussuf Poulsen stod bag søndag aften i nationalarenaen.
I anden halvleg af opgøret mod Serbien steg han nemlig pludselig til vejrs og lavede et vanvittigt saksesparksmål, som efterfølgende fik samtlige af holdkammeraterne til at tage sig til hovedet.
Og efter kampen var flere af dem nærmest stadig ikke helt klar over, hvad de netop havde været vidner til.

»Det kommer lidt som et chok,« lød det som det første fra Rasmus Nissen Kristensen, da han mødte den danske presse efter opgøret.
»Men et fantastisk mål på et vigtigt tidspunkt. En stor kamp af Yussuf, og der er en stor, positiv energi omkring ham lige nu, men han tager det iskoldt som han plejer,« fortalte han videre.
Også Danmarks landsholdsanfører, Pierre-Emile Højbjerg, var blæst bagover af den forrygende scoring, som barndomskammeraten stod bag.
»Jamen, jeg vidste ikke, om det var Ronaldo eller Yussuf. Da jeg lige blinkede igen, så var det selvfølgelig Yussuf,« grinte han efter kampen.
Saksesparket endte med at lukke søndagens kamp i Parken, som Danmark endte med at vinde 2-0 over Serbien.
Her kan du læse B.T.s KARAKTERER og DOM fra opgøret.
