Tottenham skal handle, og de skal købe etablerede spillere. Så enkel er beskeden fra venstrebacken Danny Rose i et interview med The Sun.

Tottenham har stadig ikke foretaget klubbens første indkøb i sommerens transfervindue. Flere spillere – herunder Christian Eriksen – mener heller ikke, det er en nødvendighed for at levere en lige så god sæson som den seneste, hvor de endte som nummer to i Premier League.

Men den opfattelse deler Danny Rose langt fra. Han mener, at klubbens startellever er en af ligaens bedste, men at bredden er mangelfuld under Mauricio Pochettino. Sådan var det ikke under Harry Redknapp, og sådan er det ikke i klubber som Manchester City, mener han.

»Jeg siger ikke, at vi skal købe 10 spillere. Men jeg vil rigtigt gerne se to eller tre tilgange. Og jeg mener ikke spillere, jeg skal sidde at Google og sige: ’Hvem er han?’ Jeg mener veletablerede spillere,« siger Danny Rose til The Sun.

Hvis vinduet lukkede nu, mener han, at konkurrenterne fra Manchester United og Manchester City ville være tilfredse med de indkøb, de har lavet. Sådan har han det langt fra.

»Jeg ved godt, at der er nogle af de andre spillere, der siger, at vi ikke behøver tilgange. Den sang synger jeg ikke med på. Jeg vil elske flere tilgange. Det ville være opløftende at se en verdensklassespiller komme gennem døren,« siger han.

Tottenham har allerede mistet højrebakken Kyle Walker til Manchester City. Nu står Kieran Trippier klar til at overtage pladsen, men det rammer Tottenham på bredden. Derfor ser Rose altså, at man henter forstærkninger – blandt andet i Evertons midtbanemand Ross Barkley, hvis fremtid lige nu er uvis.

»Da vi spillede mod Chelsea i cup-semifinalen, spillede hverken Diego Costa, Eden Hazard eller Gary Cahill. Efter 60 minutter kunne han skifte Fabregas, Hazard og Costa ind, og det ændrede kampen. Der tænkte jeg: Hhar vi råd til at spille uden Harry Kane, Dele Alli og en midterforsvar?’ Det tror jeg ikke,« siger Danny Rose.

I samme Interview fortæller Danny Rose, hvordan han ikke mener, at han og holdkammeraterne får det i løn, som de egentlig er værd. Han mener, at han er på toppen af sin karriere, og muligvis kun har én stor kontrakt tilbage. Derfor lytter han også til de rygter, der sender ham til Manchester United.

»De, der tror, at jeg kun spiller for pengene, har ikke ret. Men jeg ved, hvad jeg er værd. Som med alle andre på holdet, mener jeg, at jeg er mere værd, end jeg får,« siger han.

Danny Rose menes at tjene 535.000 kroner ugentligt. I 2016 lå den danske gennemsnitlige husstandsindkomst for en familie på 481.000 kroner om året.