35-årige Cristiano Ronaldo scorede til 1-0 søndag aften, da Juventus sikrede sig mesterskabet i Serie A med en hjemmesejr på 2-0 over Sampdoria.

Det betyder, at Ronaldo har vundet mesterskabet i både England, Spanien og Italien. Det fik Fifa til tasterne på Twitter, hvor de hyldede den portugisiske angriber.

'10 mål i 10 kampe siden Serie A startede op igen. Det har hjulpet Cristiano Ronaldo med at blive mester i både England, Spanien og Italien,' skriver organisationen og fortsætter.

'Ingen anden spiller har vundet alle tre ligaer i karrieren. Landet betyder ingenting, når man er fra en anden planet.'

Danilo.
Danilo. ALESSANDRO DI MARCO

Opslaget har Fifa efterfølgende fjernet, og det er der en god grund til. Det var nemlig forkert, hvad de havde skrevet: Ronaldo er ikke den eneste spiller med den flotte bedrift.

Holdkammeraten Danilo har nemlig gjort det samme. Og det gjorde han Fifa opmærksom på ved et Twitter-opslag.

I opslaget var der ikke andet end fire undrende emojies, og da Fifa tjekkede efter, måtte de erkende, at de havde taget fejl.

Danilo har vundet mesterskaber med Real Madrid, Manchester City og Juventus.

Triumfen søndag aften var det niende mesterskab i træk for Juventus. Der mangler stadig to runder af Serie A-sæsonen.