FC Københavns Viktor Fischer er født og opvokset i Aarhus – men mon ikke han lige skal vente et par måneder med at sætte sig og få en fadøl ved de hippe aarhusianske cafeer ved åen.

For efter søndagens højintense FCK-sejr i Aarhus måtte Fischer eskorteres af banen af københavnernes sikkerhedsvagter, mens fadøl og diverse væltede ned over den kontroversielle spiller, der i løbet af kampen fik AGF-spillere -og fans op i det røde felt med nogle teatralske rullefald.

Og efter 2-1-sejren kunne Fischer ikke dy sig for at stikke en finger i det aarhusianske sår.

»Det er klart, at efter vi i sidste uge blev kørt ud af kliddet i Herning, så er den bedste reaktion at tage til Horsens og vinde,« sagde Fischer til TV3 uden at fortrække en mine – eller forsøge at rette 'Horsens' til Aarhus'. (SE INTERVIEWET ØVERST I ARTIKLEN).

FC Københavns Victor Fischer forlader banen efter sejren i Superliga-kampen mellem AGF og FC København på Ceres Park i Aarhus 25. april 2021. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
FC Københavns Victor Fischer forlader banen efter sejren i Superliga-kampen mellem AGF og FC København på Ceres Park i Aarhus 25. april 2021. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

For det var ikke en kluntet talefejl. Det var TV3s ekspert Stig Tøfting ikke et sekund i tvivl om. Han var sikker på. at det var en klar og bevidst provokation fra Fischers side.

»Det var altså ikke en fejl. Det nægter jeg at tro på. Han er udmærket godt klar over, hvor han er henne. Den får lige et ekstra nøk. Han spiller klaveret fuldstændig ud, den får på alle tangenter,« lød det fra Tøfting i TV3-studiet.

Og på de sociale medier blev der også lagt mærke til Fischers stikpille.

  • Og så sagde han, at det var dejligt at vinde i Horsens. Fischer. Showman.
  • Fisher … dejligt at tage til Horsens og få tre point: :D
  • Stakkels Aarhus. Fischer, der i øvrigt er født i byen, har lige omtalt byen som Horsens. Hvis han ikke allerede var upopulær.
  • Det her er tæt på det mest ringe forsøg på PositivArrogance i nyere tid! Engang var det rent faktisk lidt grineren, men det her?
  • ​Horsens? Er det sjovt, fordi Horsens er det eneste hold i ligaen, der er så ringe, at FCK har formået at slå dem to af to gange i 20/21?