Flere Manchester United-fans er blevet dræbt, mens de var i færd med at se torsdagens Europa League-kvartfinale mod Anderlecht.

Tragedien fandt sted i Nigeria, hvor en stor flok fans af den engelske klub var samlet for at se den afgørende kamp.

Ifølge BBC skulle syv være blevet dræbte, da et elektrisk kabel faldt ned over skaren af fodboldfans. Mindst 11 er under behandling på hospitalet, mens op mod 30 mennesker skulle være kommet til skade.

Manchester United har selv gjort opmærksom på tragedien via Twitter:

»Vores tanker går til de United-fans, deres familie og venner, der er blevet påvirket af tragedien i Calabar, Nigeria i går.«

Et vidne fortæller til BBC om tragedien, hvor også børn blev slået ihjel.

»E transformer-kabel faldt ned på taget af det sted, folk så fodbold. Der var mange mennesker indenfor. Jeg ved ikke hvor mange. Højspændingen fra transformeren fik det til at slå gnister og falde ned. Jeg var lige i nærheden og sad på et værtshus tæt på,« siger vidnet Anthony Sunday til BBC:

»Jeg kom derhen 4-5 minutter efter ulykken, og jeg så at folk lå døde på gulvet. Der var også politi og ambulancer.«

Ifølge BBC bekræfter det lokale politi, at ulykken har fundet sted.

Manchester United endte med at vinde kampen mod Anderlecht med 2-1 og kvalificerede sig dermed til semifinalerne. Her blev spanske Celta Vigo modstanderen ved fredagens lodtrækning.