Den danske landsholdsstjerne Rasmus Højlund – der tirsdag aften står over for FC København i Parken – kommer aldrig til at tænke 'hmm, har jeg mon råd til det?'
For millionerne vælter ind på Napoli-frontløberens konto. Han har i flere år kunne kalde sig for mangemillionær – og i de kommende år bliver det kun vildere.
På trods af, at han stadig er meget ung, danskeren han allerede skiftet klub mange gange – og hver gang har han taget alvorlige lønhop.
B.T. har tidligere fortalt, at teenageren Højlund havde en månedsløn på godt og vel 60.000 kroner i FC København, hvor han dog aldrig bed sig fast i startopstillingen.

Det gjorde han til gengæld i østrigske Sturm Graz, som han skiftede til i 2022.
Det vides ikke, hvad han tjente i den østrigske klub. Og det er heller ikke så vigtigt, for han nåede blot 18 kampe, og så kom Serie A-klubben Atalanta og gaflede Højlund.
Og så begyndte lønkontoen at få vokseværk. I Atalanta tikkede der hver måned 1,85 millioner kroner ind. Men det skulle blive vildere. Meget vildere.
For det blev kun til en enkelt sæson i Bergamo-klubben – og så havde selveste Manchester United set rigeligt. De hentede i sommeren 2023 danskeren for 620 millioner kroner og udstyrede landsholdskometen med en femårig kontrakt.
Hos den vaklende engelske storklub tjente Rasmus Højlund 735.000 kroner … om ugen. Det er lige godt 40 millioner kroner om året.

Den kontrakt er han stadig på, selvom han nu er lejet ud til italienske Napoli.
Det bliver vildere. For Napoli har allerede besluttet sig for at købe Højlund fri, så han til sommer skifter til den syditalienske storklub.
Her kan se frem til en kontrakt frem til 2031. En kontrakt, der – ifølge den italienske transferguru Gianluca Di Marzio – som minimum sikrer Højlund 400 millioner kroner – med en årsløn på 75 millioner kroner.
Og så har vi ikke engang nævnt alle de såkaldte 'sign-on fees', som Højlund har modtaget i forbindelse med sine klubskifte. Det er sandsynligvis et heftigt millionbeløb.
Og hvad bruger han så alle sine millioner på? Rasmus Højlund er ikke, som er fodboldstjerner er flest. Han bor ikke i et palæ og har ikke en stor bilpark med Porscher og Lamborghini'er.
Han investerede dog for nylig 22,5 millioner kroner i en nybygget lejlighed i det københavnske Nordhavn-kvarter.
Og derudover har han købt sig ind som medejer af den danske energidrikproducent State, der også har Christian Eriksen og Caroline Wozniacki i ejerkredsen.
Og ellers holder han pengene på kontoen. Dog falder der lidt af til mor og far. Det fortalte han til B.T., da han stadig spillede for Atalanta.
»Mine forældre har fået en smule af den økonomi, der er blevet sendt min vej, og det er det.«


