Hans sidste tid i den røde trøje bliver beskrevet som værende »mildt sagt undervældende«. 

Nu rygtes den 22-årige Rasmus Højlund til de italienske himmelstrøg, da han skal have underskrevet en lejekontrakt med forrige sæsons mestre fra Napoli. 

Og det er et positivt skifte for den unge angriber, siger B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge: 

»Det bliver helt sikkert meget sundt for Højlund at komme væk fra Manchester United og Premier League, hvor han var havnet i kviksand,« siger han og tilføjer: 

»Nu får han en ren tavle og en mulighed for at skubbe karrieren tilbage på sporet. Men det kommer også til at kræve, at Højlund løfter sit niveau markant i forhold til den sidste tid i United, hvor han mildt sagt var undervældende.« 

Han blev hentet til Manchester United for et større beløb i august 2023 – han er endda den dyreste danske fodboldspiller nogensinde – men han har aldrig formået at slå igennem hos den engelske storklub. 

Højlund har endda været siet fuldstændig af holdet, og på det sidste har han ikke engang været en del af kamptruppen i storklubben.

»Nu kommer han til de italienske mestre og en fodboldgal by, og hvis han leverer som i de seneste 12 måneder, bliver det næppe et lykkeligt ophold.« 

Rasmus Højlund har tidligere spillet i F.C. København, Sturm Graz og Atalanta B.C.