Rasmus Højlunds skifte til Manchester United er lige oppe over.
B.T. kan gennem kilder tæt på forløbet erfare, at der sent mandag aften var meget få knaster tilbage i forhandlingerne om de personlige vilkår, og at det forventes, at Rasmus Højlund kommer til Manchester i dag.
Nu fortæller transferguruen Fabrizio Romano, at den danske landsholdsbomber rejser i dag og er klar til at klare de sidste formaliteter, før han endegyldigt kan forløse drømmen om at kalde sig Manchester United-spiller.
Der venter en kontrakt til 2028 med option på et år yderligere.
The Athletic fortalte ligeledes tidligere om, at Højlund skulle igennem et lægetjek i dag, ligesom The Telegraph har berettet om, at de i klubben forbereder alle fotos og pressemateriale til offentliggørelsen af den nye stjerne.
Der meldes om en pris på svimlende 560 millioner kroner plus bonusser for op til 75 millioner kroner. Det kommer til at smadre den danske transferekord, som lige nu indehaves af Højlunds landsholdskollega Joachim Andersen.
Højlund blev sendt videre fra FC København i starten af 2022, hvor Sturm Graz betalte 19 mio. kroner for ham.
Siden gik turen til Atalanta, hvor det helt store gennembrud banede vejen til det gigantiske skifte, der rykker nærmere og nærmere.