I begyndelsen af året var han en spiller, der ikke blev satset helt på i Superligaen, og torsdag aften fik han så debut for landsholdet.

Rasmus Højlund har i sandhed gjort kometkarriere, og det var en oplevelse, han efter kampen mod Kroatien glædede sig til at dele med sin familie, da han havde planer om at ringe til først mor og far og siden sine brødre.

»Jeg ved ikke, om der bliver snakket skide meget, det kan være, der bliver grædt mere fra deres side af. Det ved jeg ikke, jeg skal bare ringe og høre, hvordan de har det, og jeg tænker, de vil fortælle, at de er stolte og sådan nogle ting,« siger teenageren.

Han blev skiftet ind i anden halvleg af Nations League-opgøret, og med ét gik en drengedrøm i opfyldelse, da han spillede på hold med de store danske stjerner, han som barn så op til.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere


»Jeg har selv stået i Helsingør og set træninger med navne som Kasper Schmeichel, Christian Eriksen og Simon Kjær, og jeg skal bare vænne mig til, at det nu er mine holdkammerater,« siger han og tilføjer om sin vilde udvikling fra FCK-spiller til nu.

»Det er fedt at kunne bevise, at jeg på otte måneder kan gå fra at være en spiller, som de (FC København, red.) ikke rigtig 100 procent stolede på, til at jeg render rundt sammen med en del af de største danske fodboldspillere i historien og selv er en af dem. Så det er mega fedt.«

Rasmus Højlunds debut blev til virkelighed i et nederlag, og det gjorde, at han ikke var i ekstase lige efter kampen, men han regner med, at det fredag vil ændre sig.

»Det er utroligt fedt, jeg er en smule skuffet på en eller anden måde, fordi vi ikke vandt. Men jeg er også pavestolt, jeg tror lige, at jeg skal hjem og sove på det, så tror jeg, at jeg er en glad mand i morgen tidlig,« forklarer han og fortsætter om øjeblikket, hvor han blev skiftet ind i Zagreb.

»Jeg havde sommerfugle i maven, det kan ikke helt undgås, men jeg prøvede at gå så cool til opgaven, som jeg nu engang kunne. Jeg synes, jeg fik gjort en fin figur i dag, uden at det var helt magisk. Der var nogle ting, jeg skal gøre bedre, og der var også nogle ting, der lykkedes fint i dag.«

Rasmus Højlund vender tilbage til Parken søndag, når Frankrig gæster den tidligere FC København-spillers gamle hjemmebane.