Et rekordskifte til en halv milliard kroner, hypet angrebshåb i en af verdens største fodboldklubber – men stadig 'bare Rasmus på 20'.

Det er sådan, Rasmus Højlund betragter sig selv og den nærmest surrealistiske situation, han står midt i efter en vild sommer, hvor han er kommet på alles læber efter sit sensationsskifte til Manchester United.

For selvom Højlund er i fuld gang med at udleve drengedrømmen som nyslået Manchester United-spiller, og i august blev Danmarks dyreste fodboldspiller i historien efter at have været en af sommerens absolut mest omtalte fodboldspillere i verden, så mener han ikke, at han har ændret sig.

Og den 20-årige angrebskomet føler heller ikke, at hans landsholdskollegaers syn på ham har ændret sig.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»De har mødt mig som Rasmus. Jeg er stadig den samme – bare mig selv. Det er klart, at fokus er lidt anderledes nu. Men her i lejren er jeg bare Rasmus på 20 år. Det er også sådan, det skal være,« siger Højlund, som samtidig slår fast, at han ikke har fået en ekstra særlig velkomst i landsholdslejren i Helsingør.

»De har da sagt tillykke til mig. Men det er ikke kun mig, der får et tillykke med på vejen. Det får alle, der har skiftet klub, og alle dem, der har performet godt. Det er altid fedt at møde ind her, når folk har succes.«

Rasmus Højlund føler heller ikke, at presset på ham er større, end da han før sommerferien spillede for landsholdet som Atalanta-spiller, eller at han pludselig skal indtage en større rolle efter sit kvantespring til fodboldtoppen i en af verdens største klubber. 

»Jeg vil bare gøre mit bedste. Det ville jeg også før jeg skiftede til Manchester United, og det vil jeg også efter, at jeg er skiftet til Manchester United. Jeg har den samme tilgang til at være her på landsholdet,« siger Højlund.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Manchester United-danskeren, som scorede seks mål i fire kvalkampe i foråret, ventes at komme i aktion i begge Danmarks kommende EM-kvalifikationskampe, hvor modstanderne er San Marino på torsdag i Parken og Finland i Helsinki på søndag.

Han har dog kun spillet omkring en halv time for Manchester United i Premier League, så hans spilletid vil blive dosseret, har både Kasper Hjulmand og Højlund slået fast i landsholdslejren.