Godt nok tabte Manchester United onsdagens kamp. 

Men særligt én mand har alligevel trukket positive overskrifter efterfølgende. 

For de engelske medier er begejstrede over den 20-årige danske landsholdsspiller Rasmus Højlund. 

»Han kæmpede med at finde holdkammeraterne i første halvleg, inden han scorede et skrabet mål i sin Champions League-debut for Manchester United. Får bedre aftener i trøjen men hans ivrighed efter at prøve at få indflydelse på kampen var dejlig at se,« skriver The Sun, der kvitterer med karakteren 6 ud af 10.

Manchester United tabte med 3-4 til Bayern München onsdag aften, og det var bagud 0-2, at den danske angriber sparkede håbet tilbage hos det engelske mandskab.

Hos Daily Mail scorer Rasmus Højlund 6,5 og her lyder begrundelsen: 

»Noterede sit første mål for Manchester United. Var isoleret de første 45 minutter men tog udfordringen op og gav gæsterne en livline.«

Generelt fremhæver flere, hvordan Rasmus Højlund netop kan være en del af løsningen for Manchester United, der bestemt ikke har det nemt i øjeblikket.

Rasmus Højlund scorede onsdag aften.
Rasmus Højlund scorede onsdag aften. Foto: Tobias Schwarz/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Måske har de i Højlund fået den lovende, pressende 20-årig angriber, de har brug for lige nu, Hr. 'Her og nu' på et hold, der har manglet energi. Han spillede ret godt. Han rørte bolden otte gange i første halvleg. Der var et hovedstød, han kunne have sendt mod mål på et fantastisk indlæg fra Diogo Dalot. Men Højlund har også det, Erik ten Hag har savnet – evnen til at presse sin modstander i rummene tæt på mål,« skriver The Guardian og fortsætter:

»Fire minutter inde i anden halvleg scorede han, en rodet og skrabet afslutning fra det helt rigtige sted, da bolden blev sendt sidelæns af Marcus Rashford. Det er gode øjeblikke for en 9'er, de ting der ser lette ud men ikke er det.«

Allerede inden onsdagens kamp var Rasmus Højlund et samtaleemne hos blandt andre de to eksperter Rio Ferdinand og Paul Scholes.

»Manchester United har brug for en målscorer. Men som Scholes sagde tidligere, kan man ikke se på hans historik, at han scorer masser af mål. Han er en udviklingsspiller, en du vil arbejde med og bygge på,« sagde Rio Ferdinand blandt andet til TNT Sports. 

»Han har egenskaber, hvor du som træner tænker: 'Ved du hvad, det ville jeg elske at arbejde med'. Han har en god fysik, han er hurtig, han er aggressiv, han er stærk, og ud fra det jeg hører, vil han gerne lære.«