Når man skifter arbejdsgiver og samtidig flytter til et nyt land, er der uundgåeligt en masse praktiske ting, der skal ordnes.
Det slipper ét af verdens varmeste fodboldtalenter ikke for.
For hvor skal man bo, når man er helt ny i mægtige Manchester?
Heldigvis for Rasmus Højlund står hans manager, Bo Hjorth Paarup, for den slags. Og han er millimeter fra at have styr på det hele, fortæller han til B.T.

Den altoverskyggende opgave er at få angrebskometen installeret det helt rigtige sted i Manchester.
Her er der to afgørende parametre.
»Vi er ved at få det på plads. Når det går så hurtigt, at man skal flytte fra den ene dag til den anden, så kan det ikke undgås, at man skal bo på hotel de første dage,« fortæller Bo Hjorth Paarup.
»Vi er ved at finde det helt rigtige, han kan rykke ind i. Et sted, hvor han ikke har lang transporttid til klubben (træningsanlægget Trafford Training Centre, red.)«
»Og et sted, hvor han kan bevæge sig udenfor og have en god dagligdag, der fungerer. Han skal kunne gå til købmanden og handle, også selvom han er United-spiller,« fortsætter Bo Hjorth Paarup.
Heldigvis er hverken Højlund eller Paarup på bar bund, når den helt rigtige bolig skal findes til det danske stjerneskud.
Det hjælper klubben og de nye holdkammerater med.
»Men det er ikke noget med, at Rasmus skal bo dør om dør med nogen. Det er ikke i hans interesse.«
Derfor er det heller ikke planen, at Rasmus Højlunds nye hjem skal findes lige rundt om hjørnet fra det sted, landsmanden Christian Eriksen bor.
»Men det er ikke nødvendigvis så langt fra Eriksen,« fastslår Bo Hjorth Paarup.
Den danske superstjerne har dog været god til at byde Højlund velkommen til byen og klubben.
»Christian har været super flink til at tage godt imod, og han har rakt en hånd ud til Rasmus, hvis han har brug for noget. Han har taget rigtig godt imod ham,« fortæller Højlunds manager.
Bo Hjorth Paarup regner med, at der inden ugens udgang er styr på Rasmus Højlunds boligsituation.